20. MAJ 2019 • 20:08SPORT

Britiske prygelknaber sender Frankrig i VM-fryseren

Storbritanniens ishockeyherrer overlever i A-gruppen og sender Frankrig ned på anden klasse efter 4-3-sejr.

Storbritannien leverede mandag en overraskelse af de store ved ishockey-VM i Slovakiet.

Efter seks nederlag i træk og en målscore på minus 33 udnyttede de britiske oprykkere den sidste chance for at blive i A-gruppen, der tæller verdens 16 bedste nationer.

I holdets sidste gruppekamp slog Storbritannien Frankrig med 4-3 efter forlænget spilletid.

Med sejren stødte briterne Frankrig ned på ottende- og sidstepladsen i gruppe A, der også tæller Danmark.

Dermed må Frankrig efter 11 år forlade A-gruppen.

Franskmændene havde dog alle muligheder for at vinde kampen, da de med tre scoringer i anden periode bragte sig foran med 3-0.

Men Storbritannien fik udlignet til 3-3, og i den forlængede spilletid scorede Ben Davies det sensationelle sejrsmål for briterne.

I sidste uge vandt Danmark med hele 9-0 over Storbritannien i den største danske sejr ved et A-VM nogensinde. Danmark møder senere mandag aften Canada.



/ritzau/

Mest læste