18. MAR 2019 • 14:39SPORT

Mesterskabsslutspil skal løfte Esbjerg til næste sæson

Da Joni Kauko sparkede Esbjerg ind i top-6, sikrede han holdet ideel sparring frem mod næste sæson.

Esbjergs midtbanespiller Joni Kauko sørgede med en af superligahistoriens mest bizarre scoringer for, at de vestjyske oprykkere også med sikkerhed er at finde i landets bedste række i næste sæson.

Han snuppede bolden fra Vejles målmand i tillægstiden og trillede den ind til 2-1. Med ét var udsigten til et trist nedrykningsslutspil ændret til sikker overlevelse og mulighed for bronzemedaljer.

I stedet for kampe mod hold som Hobro, Vendsyssel og Vejle, så kan vestjyderne se frem til ti kampe mod hold som FC København, Brøndby og FC Midtjylland.

- Der kommer en række sjove kampe nu, som alt andet lige forhåbentlig gør, at der kommer lidt flere mennesker på stadion. Det gør, at vi økonomisk får lidt mere ud af det, siger Esbjerg-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

Men det er ikke kun økonomisk, der kan hentes et løft. Også på det sportslige plan med de længere briller på giver pladsen i top-6 brede smil i Esbjerg.



- Vi har i Esbjerg en strategi om, at vi gerne vil spille med en masse af vores egne dygtige talenter på vores hold. I går (søndag, red.) havde vi en trup på 18 mand, hvoraf de 11 er fra vores egen ungdomsafdeling. Nu får de ti kampe mod fem rigtig, rigtig gode hold, siger Jimmi Nagel Jacobsen.



- Når man bliver matchet hårdt mod de allerbedste, så bliver man også selv bedre. Så forhåbentlig giver det yderligere udvikling til vores unge spillere og giver lidt flere hår på brystet. Det betyder meget den vej rundt.

Top-6 var blot en drøm og et håb for oprykkerne inden sæsonen, men holdet har præsteret over forventning.

Samtidig har spillerne efterhånden høstet erfaring med den slags finalekampe, som søndagens opgør mod Vejle reelt var.

I sidste sæson rykkede man op efter to playoffkampe mod Silkeborg, hvor Esbjerg hjemme skulle vende 0-1 til samlet sejr. Og det lykkedes med tre mål i det sidste kvarter.

Mod Vejle søndag løste holdet igen en svær opgave i en "finale". Også det giver et godt rygstød, mener Jimmi Nagel Jacobsen.



- Nu har vi en gruppe spillere, hvor de har været med i to af sådanne finaler. Det lærer man bare sindssygt meget af. Der får man noget vinderkultur ind under huden, og man får nogle succesoplevelser.

- Man kan klare det pres. Og det er præcis sådan noget, der udvikler spillere. Der er blevet bygget en masse mentalt på der, siger sportschefen.



Esbjerg har fire point op til OB, som lige nu indtager bronzepladsen. I front er FC København og FC Midtjylland stukket af.



/ritzau/

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt