19. NOV 2018 • 14:54SPORT

Danske curlingkvinder lider nyt nederlag ved EM

Efter et nederlag til Tyskland mandag har de danske curlingkvinder tabt tre ud af fire kampe ved EM.

Den sløje danske start ved EM i curling fortsætter for det danske kvindelandshold.

Mandag tabte Danmark med 4-6 til Tyskland. Madeleine Dupont og co. har dermed tabt tre af de første fire kampe ved europamesterskaberne.

Danskernes ene sejr kom, da Finland søndag aften blev besejret 6-5.



Efter en første ende uden point til nogle af de to hold, bragte Tyskland sig foran 1-0 i anden ende.

Danmark svarede tilbage ved at tage to point i tredje ende og bringe sig foran 2-1.

Efter at have skiftes til at tage point i de efterfølgende seks ender, stod der 4-4 efter niende ende.

Men selv om Danmark havde sidste sten i tiende og sidste ende, formåede skipper Dupont og resten af danskerne ikke at afholde tyskerne fra at tage to point og sejren.

Mandag aften venter Sverige i de danske curlingkvinders næste kamp i A-gruppen.



/ritzau/

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort