5. NOV 2018 • 17:00SPORT

E-sportsholdet North indgår partnerskab med Red Bull

Parken og Nordisk Films e-sportshold, North, laver aftale med Red Bull og får ny Fifa-spiller i folden.

E-sportsholdet North, der er aktive inden for spillene CS:GO og Fifa, har indgået et partnerskab med energidrikgiganten Red Bull. Det oplyser North i en pressemeddelelse.

Det giver spillerne hos North adgang til Red Bulls netværk, træningsfaciliteter og kontorer over hele verden.



- Hvis du som os vil være en toneangivende e-sportsorganisation i Skandinavien og Europa, er du nødt til at arbejde sammen med store brands med store ambitioner og et stort "reach" i en målgruppe, der bliver stadig mere magtfuld.



- Derfor er matchet imellem Red Bull og North perfekt, skriver direktør i North Christian Sørensen i en pressemeddelelse.

Aftalen med Red Bull løber resten af 2018 og i 2019.



North har allerede sponsorerne Adidas og GG.Bet og er fortsat i gang med at opbygge den forretningsmæssige platform, der skal gøre e-sport til en overskudsforretning.

I 2017 gav Parken Sport & Entertainments halvdel af North et underskud på 6,3 millioner kroner ifølge årsregnskabet. Det samlede underskud for North lød på over 10 millioner kroner.



Norths CS:GO-hold er for nuværende verdens 10.-bedste, hvilket er under ambitionen. Christian Sørensen har tidligere fortalt, at forretningsmodellen er baseret på, at man er "blandt de absolut bedste hold" i verden.

Også verdens bedste CS:GO-hold, danske Astralis, gav et større underskud i 2017.

Mens North startede som CS:GO-hold, har selskabet i de seneste måneder også fokuseret på fodboldspillet Fifa.



Tidligere i år hentede holdet August "Agge" Rosenmeier hjem fra udlandet og mandag har North hentet danskeren Marcus “marcuzo” Jørgensen.

- Mine to primære mål er at blive verdensmester og at udvikle mig som E-sportsatlet.



- Jeg havde mange tilbud, men jeg er overbevist om, at North tilbyder de bedste rammer i Danmark for, at jeg kan indfri de mål, skriver han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen