25. SEP 2018 • 07:08SPORT

NFL-hold mister angrebsstjerne for sæsonen efter knæskade

San Francisco 49ers-quarterback Jimmy Garoppolo blev skadet søndag og kommer ikke til at spille mere i år.

Efter blot tre uger kan en håbefuld sæson være mere eller mindre slut for NFL-holdet San Francisco 49ers.

Holdet, der før sidste sæson skiftede både ledelse og trænerstab ud i jagten på nye og bedre tider, tabte søndag til Kansas City Chiefs. Men nederlaget i den kamp er næppe det største slag for 49ers.

Under kampen rev holdets quarterback, Jimmy Garoppolo, nemlig sit forreste korsbånd i sit venstre knæ over, og skaden er så alvorlig, at han ikke kommer til at spille mere i år.

Det skriver holdet på sin hjemmeside.

Backup C.J. Beathard er udset til at tage over i sæsonens resterende 13 kampe.



26-årige Jimmy Garoppolo kom til San Francisco halvvejs inde i 2017-sæsonen fra New England Patriots, hvor han var førstereserve til NFL-legenden Tom Brady.

Efter kun at have spillet seks kampe for holdet sidste sæson gjorde 49ers i februar Garoppolo til den bedst betalte spiller nogensinde i NFL med en gennemsnitlig årsløn på cirka 175 millioner kroner.

Den kontrakt er senere blevet overgået, og 49ers-quarterbacken er nu den fjerdebedst betalte spiller i ligaen.

Holdet fra den amerikanske vestkyst har efter tre kampe i den nuværende sæson vundet en enkelt og tabt to.

Den første kamp uden Jimmy Garoppolo bliver mod Arizona Cardinals søndag.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm