15. MAJ 2018 • 18:41SPORT

Finland sænker USA og booker VM-kvartfinale mod Schweiz

Finland vinder dansk VM-gruppe med sejr over USA. Syv kvartfinalister er fundet, Danmark kan blive den sidste.

Efter tirsdagens tidlige kampe i København og Herning er syv af de otte VM-kvartfinalister i ishockey fundet. Nummer otte bliver Danmark eller Letland, der mødes i en direkte duel i Boxen klokken 20.15.

Både Finland og USA var sikkert videre inden tirsdagens kamp, som finnerne skulle vinde for at overhale USA og vinde gruppen. Det skete med en finsk 6-2-sejr.

Efter en stærk amerikansk åbning overtog finnerne styringen i kampen anført af målslugeren Sebastian Aho, der nettede to gange i første periode og også sendte pucken ind i et tomt net til slutresultatet.

Amerikanerne havde gjort rent bord med sejre i deres seks første kampe, men mod finnerne var de underlegne. Og det hjalp ikke, at USA-målmand Keith Kinkaid havde en mindre god dag på kontoret.



Med sejren nåede Finland op på 16 point, som USA også har opnået i gruppespillet. Finland vinder gruppen ved at være bedre indbyrdes end amerikanerne.

I København blev det afgjort, at finnerne skal møde Schweiz i kvartfinalen.



Schweiz vandt som ventet over Frankrig. 5-1 endte kampen til Schweiz, der slutter som nummer fire i gruppen i København. Schweizerne skal til Herning for at spille kvartfinale, og det samme skal Tjekkiet.



Tjekkerne slutter som treer i København og kører vestpå til en kvartfinale mod USA i Boxen.

Slovakiet vandt 7-4 over pointløse Hviderusland og slutter som nummer fem i gruppen.



Sverige møder tirsdag aften Rusland i sidste gruppekamp i Royal Arena, hvor førstepladsen i gruppen er på spil.



Både Sverige og Rusland spiller kvartfinaler i København, og her venter Canada for et af holdene, mens det andet skal møde enten Danmark eller Letland.



Canada sikrede tredjepladsen i gruppe B efter Finland og USA med en 3-0-sejr over Tyskland.



Canadierne scorede et mål i hver af de tre perioder og slutter med 15 point i gruppen.



Alle fire kvartfinaler spilles torsdag. Semifinalerne spilles lørdag i Royal Arena, der også huser bronzekamp og finale søndag.



/ritzau/

Mest læste