21. MAR 2018 • 23:40SPORT

Japaner ekspederer idolet Serena Williams ud i første runde

20-årige Naomi Osaka, der lige har vundet WTA-turneringen i Indian Wells, slog onsdag Serena Williams i Miami.

Den 20-årige japaner Naomi Osaka bliver bare ved med at imponere på tennisbanen.



I første runde af WTA-turneringen i Miami vandt Naomi Osaka uden problemer over den amerikanske stjernespiller Serena Williams.

36-årige Serena Williams tabte kampen med cifrene 3-6, 2-6 efter en time og 18 minutter.

I hele kampen virkede japaneren totalt uimponeret og dominerede i store perioder af opgøret, mens Serena Williams havde det svært.

Duellanterne fulgtes ad frem til 3-3 i første sæt, inden japaneren brød Serena Williams serv. Derfra gik det ned ad bakke for amerikaneren, som rent faktisk er japanerens idol.



- Jeg var ekstremt nervøs, da jeg gik på banen. Jeg ved ikke, om nogen ved det, men Serena er min favoritspiller.

- Så bare det at møde hende var en drøm for mig. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg kunne møde hende, og det gjorde det endnu bedre, at jeg var i stand til vinde.



- Jeg ville gerne imponere hende. Så jeg er meget tilfreds, siger Naomi Osaka i et interview på banen.



Naomi Osaka er nummer 22 i verden og har lige vundet WTA-turneringen i Indian Wells, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

I anden runde skal Naomi Osaka møde ukraineren Elina Svitolina, der er nummer fire i verden.



Serena Williams er lige kommet tilbage til tennissporten, efter at den tidligere verdensetter er blevet mor. Hun har været væk fra tennissporten i 13 måneder.

I sidste uge spillede Serena Williams tre kampe i Indian Wells. Storesøsteren Venus Williams vandt over Serena Williams ved den lejlighed.



Nederlaget til Naomi Osaka i Miami var første gang i 21 år, at Serena Williams tabte sin første kamp på en amerikansk hardcourt-bane.

Serena Williams har vundet 23 grand slam-turneringer i karrieren.



/ritzau/

Mest læste