14. NOV 2017 • 06:30SPORT

Landsholdet vil undgå straffedrama om VM-billet

En straffesparkskonkurrence er et lotteri, og det skal Danmark undgå i Irland, siger Kasper Schmeichel.

Et potentielt uforglemmeligt drama kan vente det danske fodboldlandshold tirsdag aften i Dublin.

Ender returkampen og to gange 15 minutters forlænget spilletid mod Irland med en gentagelse af nulløsningen fra i lørdags, skal de to hold afgøre VM-skæbnen fra straffesparkspletten.

Står det til spillerne i den danske lejr, skal man dog undgå et så neglebidende scenarie og i stedet afgøre kampen inden.

- En straffesparkskonkurrence er et lotteri. Statistisk vinder det hold, som sparker det første spark, så det kan være mønten, der tæller, siger Kasper Schmeichel.

- En straffesparkskonkurrence er det samme for begge hold, men Irland vil måske være endnu mere under pres, fordi de er på hjemmebane. En straffesparkskonkurrence er en af de ting i fodbold, der gør det spændende for dem, der kigger, tilføjer målmanden.

Ender opgøret i straffesparkskonkurrence, vil Schmeichel være en af hovedpersonerne. Den rutinerede målmand vil dog ikke fortælle, hvordan han forbereder sig til eventuelt at skulle stå i den nervepirrende situation.

- Jeg er altid forberedt på, hvad der kommer, men jeg vil ikke sige mere end det. Det er muligt, at vi ender i en straffesparkskonkurrence, selv om vi forhåbentlig har afgjort det inden da, siger målmanden.

Kantspilleren Pione Sisto siger, at det ikke er et scenarie, spillerne har brugt krudt på i landsholdslejren.

- Det er egentlig ikke et tema, der har fyldt noget på holdet. Jeg har i hvert fald ikke været med til at tale om det

- Det kan sagtens ende sådan, men jeg har ikke lyst til, at vi skal derud. Jeg vil gerne have, at vi har afgjort det inden da, siger Sisto.

Selvtillidsfulde Nicklas Bendtner melder sig klar til at sparke, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Åge ved godt, at jeg kan sparke straffespark. Det har vi joket om.

- Men som det har været i mange år, så er det ikke mig, der sparker straffesparkene først, så det må eventuelt blive i en straffesparkskonkurrence, hvis jeg skal sparke, siger angriberen.

Der er ikke gået straffesparksøvelser i de afsluttende træninger før kampen, fortæller Åge Hareide.

- Man siger jo, at når man skal øve sig på straffespark, så får man aldrig den atmosfære, som der er, når det skal afgøres i kamp. Den kan man aldrig skabe til en træning.

- Det er nemt at skyde straffe til en træning, og derfor er det ikke på programmet, siger Hareide.

/ritzau/

Mest læste