20. OKT 2017 • 22:42SPORT

Magnussen er hurtigere end holdkammerat til træning

Kevin Magnussen satte 11.-hurtigste tid under første træning i Austin og var 14.-hurtigst ved anden træning.

Formel 1-feltet er ankommet til USA, og fredag blev det tid til træning forud for USAs Grand Prix, der køres søndag i Austin i Texas.



Haas-køreren Kevin Magnussen satte under fredagens første træning den 11.-hurtigste tid.



Den hurtigste på banen i Texas var britiske Lewis Hamilton i sin Mercedes-racer.

Max Verstappen og Red Bull meldte tidligere fredag ud, at parterne har forlænget samarbejdet til 2020, og hollænderen satte den fjerdehurtigste tid.

Magnussens franske holdkammerat på Haas-holdet, Romain Grosjean, måtte tage til takke med den 15.-hurtigste tid.



Grosjean var dog hurtigere end australske Daniel Ricciardo, der ikke havde meget fart i sin racerbil, som der står Red Bull på. Ricciardo satte den 16.-hurtigste tid.

Under den anden træning satte Magnussen 14.-hurtigste tid, mens holdkammeraten Grosjean var langsomst af alle.

Blandt de hurtigste biler blev der ikke ændret meget. Hamilton var igen hurtigst, men Verstappen havde fundet mere fart i sin racer og satte den andenhurtigste tid.

Der er blevet kørt Formel 1 på Circuit of the Americas-banen siden 2012, og med undtagelse af 2013, så har Hamilton vundet grandprixet hver gang. I 2013 var det Ferrari-køreren Sebastian Vettel, der vandt.



Den tidligere verdensmester Fernando Alonso var langsomst af alle under den første træning, men han fandt farten til den sene træning, hvor han kørte sin McLaren ind som den syvendehurtigste bil.

Alonso skrev torsdag under på en kontrakt, der også binder ham til McLaren i 2018-sæsonen.

/ritzau/

Mest læste