13. OKT 2017 • 16:54SPORT

Dansk bjergrytter tæt på etapesejr i Tyrkiet

Jesper Hansen tog andenplads på 4. etape af Tour of Turkey efter Diego Ulissi. Hansen er toer i klassementet.

Cykelrytteren Jesper Hansen (Astana) kæmpede fredag med om sejren på 4. etape af World Tour-løbet Tour of Turkey.

Den danske bjergspecialist fra Astana måtte dog nøjes med andenpladsen efter italieneren Diego Ulissi (UAE Emirates), der vandt etapen.

Den 26-årige dansker var med helt fremme, da etapen skulle afgøres på en stigning efter 200 kilometer.

Jesper Hansen indhentede først et angreb, og i højt tempo lykkedes det også danskeren at få slået et lille hul.

De øvrige i førergruppen kom alligevel op til Astana-danskeren, og så satte Ulissi vinderstødet ind.

Italieneren kørte fra Jesper Hansen og colombianeren Daniel Felipe Martinez (Wilier Triestina) - hverken Hansen eller Martinez havde kræfterne til at komme med et modsvar.



På målstregen havde Ulissi et forspring på fem sekunder til Jesper Hansen, der igen havde et hul på fire sekunder til Martinez.



I den samlede stilling indtager Diego Ulissi også førstepladsen foran Jesper Hansen, der er 12 sekunder efter den førende italiener.



Tour of Turkey består af seks etaper og slutter på søndag.



/ritzau/

Mest læste