12. SEP 2017 • 22:57SPORT

Chelsea og Andreas Christensen ydmyger FCK-bøddel med 6-0

Chelsea med Andreas Christensen på holdet vandt 6-0 hjemme over Qarabag i Champions League-gruppespillet.

FC København magtede ikke at slå Qarabag ud i Champions League-kvalifikationen.

Derfor var det holdet fra Aserbajdsjan og ikke FCK, som tirsdag aften mødte Chelsea på Stamford Bridge i den første kamp i gruppespillet.

Chelsea, som benyttede Andreas Christensen i hele kampen, var i strålende spillehumør og stod for tirsdagens største sejr på hele 6-0.

Pedro åbnede målfesten med et flot spark uden for feltet, og så stod det allerede 1-0 efter fem minutter.

Kantspilleren Davide Zappacosta fordoblede føringen på et endnu smukkere mål, da han efter en halv time tog en lang tur ude i højre side af banen og overraskende skød på mål.

Ti minutter inde i anden halvleg scorede César Azpilicueta til 3-0 for London-klubben.



Indskiftede Tiemoue Bakayoko øgede til 4-0, inden angriberen Michy Batshuayi kom på tavlen til 5-0.

Qarabag sluttede ydmygelsen af med at lave et selvmål efter 82 minutter.

I den anden kamp i gruppe C spillede AS Roma hjemme 0-0 mod Atlético Madrid. Det var den eneste kamp, hvor der ikke blev scoret tirsdag aften.



/ritzau/

Mest læste