12. SEP 2017 • 22:41SPORT

Manchester United sænker schweizere i CL-comeback

Marouane Fellaini og Romelu Lukaku headede Manchester United mod Champions League-sejr over Basel.

Efter en sæsons fravær fra Champions League gjorde Manchester United comeback i den fineste klubturnering med en sejr på 3-0 over Basel hjemme på Old Trafford.

Opgøret i gruppe A var med United i den dominerende rolle, og derfor var det helt fortjent, at José Mourinhos tropper sejrede klart.

Favoritten gav dog også chancer væk, men to hovedstødsscoringer - et i hver halvleg - sendte United på sejrskurs, inden Marcus Rashford lukkede scoringen i slutfasen.



Manchester United fik ellers ikke den heldigste start på opgøret, da den franske stjerne Paul Pogba allerede efter 19 minutter måtte humpe ud med en skade.

Lidt held i uheld var der dog i seancen, da Pogba blev erstattet med Marouane Fellaini, som indledte målscoringen godt et kvarter senere. Fellaini steg til vejrs og dirigerede anfører Ashley Youngs fornemme indlæg i nettet.

Forinden havde Henrikh Mkhitaryan misbrugt halvlegens største mulighed, da han efter Romelu Lukakus forarbejde sendte bolden på stolpen.

Schweizerne kom også til et par fine tilbud, men det var helt fortjent, at United førte 1-0 halvvejs.



Føringen blev fordoblet otte minutter efter pausen med en scoring i stil med den første.

Denne gang faldt serveringen fra venstre side, hvor Daley Blind fandt Romelu Lukakus pandebrask. Den nyindkøbte angriber scorede i målhjørnet til 2-0.

Det tog modet fra schweizerne, der ikke for alvor troede på et comeback. De blev i stedet sendt hjem med 0-3, efter indskiftede Marcus Rashford udnyttede en aflevering fra Fellaini til at score.



I gruppens anden kamp mellem Benfica og CSKA Moskva sejrede russerne med 2-1 på udebane.



/ritzau/

19. NOV 2017 • 10:48 FOR ABONNENTER

En regnorm kan ikke drukne

19. NOV 2017 • 10:01

Hasle holder Havnens Dag igen

Mest læste