18. MAJ 2017 • 15:17SPORT

Skadet FCK-back går glip af pokalfinale og landskampe

Peter Ankersen kommer ikke med i pokalfinalen mod Brøndby. Backen går glip af mindst en VM-kvalifikationskamp.

Sæsonen er slut for fodboldspilleren Peter Ankersen.



FC København meddeler, at højrebacken, der blev skadet onsdag mod FC Midtjylland, er ude i op til fire måneder.



Han brækkede anklen i 2-3-nederlaget i Herning, hvor han scorede kampens to første mål.



- Vi har i dag (torsdag, red.) undersøgt Peter nærmere, og desværre har vi konstateret et brud i hans ankel. Det betyder, at han nu snarest skal gennemgå en operation.



- Derefter skal hans fod have ro til at hele, inden genoptræningen begynder. Han kan være ude i op til fire måneder, siger FCK-lægen Morten Boesen til klubbens hjemmeside.



Peter Ankersen kan dermed ikke være med i pokalfinalen mod Brøndby 25. maj samt i de to sidste runder i Alka Superligaen, hvor FCK allerede er sikret mesterskabet.



Skaden betyder samtidig, at han er uaktuel både til Danmarks VM-kvalifikationskamp 10. juni ude mod Kasakhstan samt venskabskampen mod Tyskland i Brøndby fire dage forinden.



Med skadesprognosen må det også anses som tvivlsomt, om Peter Ankersen når at blive klar til Danmarks efterfølgende VM-kvalifikationskampe hjemme mod Polen og ude mod Armenien, der bliver spillet henholdsvis 1. og 4. september.



- Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig måde at slutte en helt fantastisk sæson af på for mig personligt.



- Jeg er ked af, at jeg ikke kan være med i de sidste kampe og i pokalfinalen, men jeg vil forsøge at støtte drengene så godt, jeg kan.



- Og så er jeg klar til at knokle 100 procent for at blive så hurtigt klar som muligt, så snart jeg lige har sundet mig oven på skuffelsen, siger Peter Ankersen.

/ritzau/

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven

22. MAJ 2017 • 09:19SPORT

70 hold er tilmeldt Firmastafetten