23. JUN 2019 • 11:58ERHVERV/POLITIK

Mette F. før fælles forhandlinger: Nu snerper det til

S-formanden fastholder, at der tegner sig et godt fælles projekt trods de interne uenigheder i forhandlinger.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, siger forud for søndagens fælles regeringsforhandlinger med SF, Enhedslisten og De Radikale, at partierne skal tale om alle de vigtige emner.



- Det betyder, at vi i dag kommer til at gå igennem alle de store politiske diskussioner og dermed også både muligheder og udfordringer, siger hun.



Mette Frederiksen fastholder, at hun er optimistisk om mulighederne for at finde fælles fodslag mellem de fire partier, der tilsammen fik 91 mandater ved folketingsvalget 5. juni.

- Allerede for nogle dage siden sagde jeg, at det projekt, der tegner sig, ser rigtig godt ud.



- Så er det klart, at vi skal være sikre på, at det kan finansieres, og at vi kan leve op til alle ambitionerne. Det er noget af det, der snerper til nu, siger hun.



Det er anden gang, at partierne er til fællesmøde i forhandlingsforløbet på Christiansborg. Det skete første gang fredag.



Forhandlingerne har vist store uenigheder mellem partierne, ikke mindst på udlændingeområdet og inden for økonomi.



På sidstnævnte område står De Radikale ret alene, mens det samme er tilfældet for Socialdemokratiet på udlændingeområdet.



Søndag er der gået 18 dage, siden folketingsvalget blev afholdt.

Dermed har Mette Frederiksen foreløbig brugt lige så mange dage, som daværende S-formand Helle Thorning-Schmidt brugte efter valget i 2011.



Dengang endte forhandlingerne med en S-R-SF-regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.



- Forhandlinger tager den tid, de tager. Vi rykker fremad, som vi havde håbet og forestillet os og også planlagt efter, siger Mette Frederiksen.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

19. JUL 2019 • 05:47

Bia-Lid bliver privatbolig

18. JUL 2019 • 19:55 FOR ABONNENTER

Nu kører toget: Kulturhuset vil købe pakhus

18. JUL 2019 • 18:10

Affaldskaos ved strand afværget

Mest læste