14. MAJ 2019 • 16:39ERHVERV/POLITIK

Kriseerfaring sikrede Vogelzang Danske Bank-toppost

Ifølge Danske Bank-formand gør Chris Vogelzangs erfaring fra finanskrisen ham til den bedste mand til toppost.

Chris Vogelzangs erfaring fra den hollandske bank ABN-Amro under finanskrisen er med til at gøre ham til den bedste mand til jobbet som topchef for Danske Bank.

Det forklarer bestyrelsesformand i banken Karsten Dybvad.

- Han er den bedste mand, vi kan se for os. Han har nogle meget unikke kompetencer fra sine 17 år i ABN-Amro Bank, siger Karsten Dybvad til Ritzau Finans.



- Han var i banken før krisen, under krisen og efter krisen. Det var en bank, der kollapsede og blev nationaliseret, så han har fantastiske erfaringer fra højt ledelsesniveau.

Banken har fredag gjort en ende på jagten efter en ny administrerende direktør, der begyndte, da Thomas Borgen sidste efterår forlod banken.



Thomas Borgen forlod banken i kølvandet på skandalen om hvidvask gennem Danske Banks estiske filial.



Siden da har Jesper Nielsen været midlertidig direktør i banken. Han høster roser fra Karsten Dybvad, der kom ind som bestyrelsesformand mod slutningen af sidste år.

Derfor mener Dybvad heller ikke, at det har taget lang tid at finde en ny direktør.

- Jeg blev valgt ind ved juletid, og det er jo et stort område med mennesker at tale med, men nu er vi igennem, siger han til Ritzau Finans.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste