11. JAN 2019 • 10:48ERHVERV/POLITIK

Lav rente giver lav appetit på nye boliglån

Der blev i 2018 givet færre lånetilbud ud end året før. Økonom peger på lav rente som årsag.

En lav rente og strammere reguleringer har sænket mængden af lånetilbud, som realkreditinstitutterne delte ud i 2018.



Sådan lyder forklaringen fra Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør for boligøkonomi i Jyske Realkredit, efter at tal fra Finans Danmark viser et fald i antallet af lånetilbud i 2018.

Et tilbud om et lån fra et realkreditinstitut hænger næsten altid sammen med en omlægning eller et køb af en bolig. Dermed fortæller tallet noget om, hvorvidt vilkårene for at finansiere sin bolig ændrer sig.

Og her tyder tallene ifølge Mikkel Høegh på, at boligejere i Danmark selv synes, at de får svært ved at gøre det bedre.



- Generelt har tendensen været et faldende antal lånetilbud siden 2015, skriver han i en skriftlig kommentar.



- Der ses i realkreditsektoren generelt en faldende efterspørgsel fra privatkunder, hvilket blandt andet hænger sammen med regulering, der det seneste år har ført til en del kreditstramninger, som virker dæmpende på handelsaktiviteten.



- Dog hænger den faldende låneinteresse også sammen med, at renteniveauet har været lavt i flere år. Konverteringsaktiviteten (omlægning af lån, red.) er derfor ikke så stor for tiden, idet den store konverteringsbølge, som følge af faldende renter, kom tilbage i 2015.

Mikkel Høegh ser også spor af, at danske låntagere er blevet mere forsigtige efter finanskrisen i slutningen af 00erne.



- Dertil har danskerne fortsat fokus på konsolidering, og tillægsbelåning bliver derfor ikke optaget i så stor stil, som man eksempelvis oplevede i de glade 00’ere, siger han.



Finans Danmarks tal viser også, at det er i omegnen af København, at der gives flest lånetilbud. Hvidovre er den kommune, hvor realkreditinstitutterne giver flest tilbud per boliger i kommunen. Også Lyngby-Taarbæk, Solrød og Furesø er blandt de kommuner, hvor der er størst appetit på et nyt lån.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste