26. MAJ 2018 • 21:19ERHVERV/POLITIK

DF: Lars Løkke sylter paradigmeskift over for flygtninge

Statsministeren lovede at fortsætte forhandlinger om flygtninge. Det skal han holde, påpeger DF-formand.

Kort før folketingsåret onsdag rinder ud, beskylder Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for ikke at leve op til sine løfter om forhandlinger af et "paradigmeskift" i udlændingepolitikken i dette forår. Det skriver Jyllands-Posten.

Løftet fra statsministeren faldt den 9. januar, da han efter tumultariske forhandlinger og under pres "afkoblede" forhandlingerne om skat og udlændingestramninger.



Regeringen ville dog fortsat forhandle et paradigmeskift i foråret, lød det dengang.

Men siden er der intet sket på den front, og det møder kritik fra regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

- Regeringen har nedprioriteret at vende tilbage til paradigmeskiftet. Det er forkert og kritisabelt. Når statsministeren først stiller forhandlinger i udsigt, så må han også levere, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Det var Lars Løkke Rasmussen selv, der lancerede begrebet "paradigmeskift" i udlændingepolitikken.

Det var i december, efter at DF havde krævet "grundlæggende ændringer" af dansk udlændingepolitik for at gå med i en "ambitiøs" skatteaftale.



DF ville sikre, at flygtninge, der kommer til Danmark, og som får midlertidigt ophold, også vender tilbage til deres hjemlande, når forholdene der tillader det.

Selv om forhandlingerne om både en skattereform og udlændingestramninger kuldsejlede, slog flere ministre i december og januar fast, at intentionerne i "paradigmeskiftet" var regeringens egne.

Og det er de fortsat, fastholder udlændingeminister Inger Støjberg (V).

- I min optik er der slet ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skal diskutere det her med Dansk Folkeparti igen, siger udlændingeministeren til Jyllands-Posten.

Det bliver dog ikke før sommerferien, fastslår Inger Støjberg.

Statsministeren ønsker ikke at stille op til interview om sine udtalelser.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

23. JUN 2018 • 16:06 FOR ABONNENTER

Leder: Bornholmere kan man ikke sælge hvad som helst

Mest læste