15. MAJ 2018 • 15:52ERHVERV/POLITIK

Ny aftale skal bremse skattefri Airbnb-udlejning

Skatteministeren håber, at der nu kan indgås en aftale med Airbnb om indberetning til Skat.

Et flertal i Folketinget er enig om en ny udlejningsaftale.

Aftalen indfører et bundfradrag på 28.000 kroner per ejendom for korttidsudlejning af helårsboliger.

Dermed tager regeringen med opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale det første skridt mod at sikre skattebetaling for udlejning via eksempelvis Airbnb.



- Vi får sikret, at deleøkonomien kan vokse, så danskerne kan dele deres bil, båd og bolig, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) om den nye politiske aftale.

- Det, vi har aftalt, er en ordentlig gulerod, hvis man indberetter. Og en ordentlig pisk, hvis man ikke indberetter, siger han.

Hidtil har Airbnb ikke indberettet, hvor mange dage og til hvilken pris boliger bliver udlejet via selskabets platform.



Dermed har boligejere reelt skattefrit kunne udleje boligen via den verdensomspændende portal.

Skatteministeren håber, at Airbnb efter at have set aftalen vil gå med på at indberette danskernes udlejning til Skat.

Ud over at indføre et nyt bundfradrag sætter aftalen samtidig en minimumsgrænse på, hvor mange dage man privat må korttidsudleje en helårsbolig. Minimumsgrænsen bliver på 70 udlejningsdage om året.

Den enkelte kommune kan dog beslutte, at borgerne kan korttidsudleje deres helårsboliger i op til 100 dage årligt.

Betingelsen for minimumsgrænsen er, at udlejning kun sker gennem en tredjepart, der indberetter udlejerens fulde lejeindtægter til skattemyndighederne.

- Det handler om at få deleøkonomien under kontrol, siger Socialdemokratiets Peter Hummelgaard.



Han tilføjer:

- Vi prøver først med guleroden. Hvis det så viser sig, at virksomheder som Airbnb ikke vil indgå aftaler, så må vi se på, om vi helt og aldeles må lukke ned for det her.



- Det handler om at dele sin bolig. Ikke om at drive udlejningsvirksomhed og deltage i en karrusel, som gør, at boligpriserne bliver ved med at stige i de store byer, siger Peter Hummelgaard.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

26. MAJ 2018 • 06:22 FOR ABONNENTER

NB Bornholm skal vinde i dag: Vi har noget at bevise