15. APR 2018 • 15:05ERHVERV/POLITIK

SF-bagland lufter bekymring over placering af flygtningelejre

Ledelsen i SF foreslog oprindeligt at placere flygtningelejre i Nordafrika. Men det vil baglandet have ændret.

SF har skærpet flygtningepolitikken i lyset af tilstrømningen til Danmark. Spørgsmålet er dog, om baglandet omfavner den drejning, som er foretaget over de seneste år.

SF vil have FN til på sigt at drive lejre for asylansøgere i nærheden af de områder, flygtningene kommer fra.



Hidtil har partiet foreslået, at lejrene skulle oprettes i Nordafrika. Men på landsmødet blev det besluttet, at de i stedet skal ligge "tættest muligt på konfliktområderne" efter et forslag om at lægge dem i Europa.

For dele af baglandet klinger ordet "lejre" desuden forkert.



- Lejre har det med at blive permanente. Hele setuppet i et fremmed land med enormt store hegn omkring virker uhyggelige. Man er nødt til at holde folk ude, det er ikke et spørgsmål om at holde dem inde.

- Det er et kæmpe setup, som kræver, at hele EU står bag. Det er mere realistisk at ordne det inden for EU, siger Ole Bergmann, der er formand for SF Fredensborg-Hørsholm.

Han anerkender, at det vil være en udfordring at få sydeuropæiske lande til at påtage sig opgaven.



Forslaget er blandt de mest debatterede blandt SFerne, men møder dog ikke opbakning fra redaktionsudvalget forud for afstemningen.



Ole Bergmann frygter, at centrene vil udvikle sig til permanente millionbyer med udbredt lovløshed, hvis de lægges i Nordafrika.



Andre delegerede savner en anden tilgang til området.



- Jeg har stadig en bekymring særligt med hensyn til flygtningespørgsmålet. Jeg savner en lidt mere humanistisk og solidarisk tilgang.

- Hvor ansvarligt og solidarisk er det, at vi udliciterer ansvaret for verdens flygtninge til nærområderne, hvor der i forvejen er 90 procent af verdens flygtninge ifølge Dansk Flygtningehjælp, siger Rajesh Holmen, SF Hvidovre.

En tredje delegeret foreslår at forpligte østeuropæiske EU-lande, som i dag undslår sig, til at tage imod flygtninge via bløde sanktioner.

Serdal Benli, viceborgmester i Gladsaxe og spidskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds ved næste valg, understreger, at planerne om FN-centre under alle omstændigheder er langsigtede.

Enkelte fra baglandet taler om forskellige fløje i partiet på spørgsmålet om flygtninge, men Serdal Benli afviser, at der skulle være delte meninger.



- Vi har selvfølgelig været ude på en rejse i forhold til flygtninge- og integrationsspørgsmålet, men ikke på den måde, at det er en højredrejning.

- Det her er et langsigtet løsningsforslag, som skal til, fordi flygtningekrisen ikke er ovre. Vi kommer til at se flygtningestrømme langt ud i fremtiden – både klimaflygtninge og flygtninge som konsekvens af krig og kaos, siger han.



/ritzau/

21. JUL 2018 • 14:19 FOR ABONNENTER

Jehovas Vidner blev Sofias vej ud af frygten for himlen

21. JUL 2018 • 13:44

Flere dyr på vej til Bakkegård

21. JUL 2018 • 12:22 FOR ABONNENTER

Sommerfest med vokseværk vil gerne være større endnu

Mest læste