23. SEP 2018 • 09:21INDLAND/KRIMINAL

Storebæltsbro har stål fra værk der har givet italienere kræft

Stålet til Storebæltsbroen er fra et værk i Italien. Hundredvis er døde på grund af forurening på værket.

Tusindvis af italienere er blevet syge, og hundredvis er døde som konsekvens af forureningen fra det italienske stålværk, der leverede cirka 80.000 ton stål til byggeriet af Storebæltsbroen.

Det skriver avisen Danmark og TV2 Fyn.

Broen åbnede i 1998, og stålet ligger i dag som brofag under asfalten på Østbroen.

Stålet blev produceret i årene 1992-1996 på stålværket Ilva i den syditalienske havneby Taranto, hvor man i dag kan se konsekvenserne af stålproduktionen gennem de sidste to-tre årtier.

Indbyggerne i byen bliver i unormalt omfang syge af kræft samt hjerte- og lungesygdomme. Mindst 400 er døde som følge af forureningen.

Det viser undersøgelser foretaget af de italienske sundhedsmyndigheder ifølge de to danske medier.



De danske medlemmer af Europa-Parlamentet Margrete Auken (SF) og Christel Schaldemose (S), der har fulgt problemerne med produktionen på Ilva, kalder den danske forbindelse til stålværket "pinlig" og "ærgerlig".

Stålet til Storebæltsbroen var en del af en opgave til 2,9 milliarder kroner.

Den italienske entreprenør bag arbejdet var over en halv milliard kroner billigere end nærmeste konkurrent.

Flere gange i 1990erne advarede de italienske myndigheder om en truende miljøkatastrofe i Taranto.

Ilva blev udråbt som den største trussel mod miljøet i området, uden at der blev rettet op på forholdene.

Selv om selskabet bag Storebæltsbroen havde et tilsynskontor i Taranto, som danske nøglemedarbejdere besøgte, optræder problemerne ingen steder i de tilsynsrapporter, Avisen Danmark og TV2 Fyn har fået aktindsigt i.

Der fremgår heller ingen direkte krav til miljø og arbejdsmiljø hos underleverandører i kontraktmaterialet for opgaven, skriver medierne.



Den daværende direktør for selskabet bag broen, Mogens Bundgaard-Nielsen, ønsker ikke at stille op til interview til de to medier. Han afviser dog at have kendt til forureningen hos broens underleverandør.

Også den nuværende direktør for Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen, afviser at udtale sig.



Ifølge kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen kender den nuværende ledelse heller intet til sagen. Hun mener, at selskabet altid har taget sit samfundsansvar alvorligt.

Ilva er stadig Europas største og nu tredjemest producerende stålværk.

Verdens største stålproducent, ArcelorMittal, er ved at overtage værket, der stadig ikke lever op til miljølovgivningen.

Den nye ejer har fået frem til 2023 til at bringe alle forhold i orden. Ilvas ledelse har afslået Avisen Danmark og TV2 Fyns forespørgsel om interview.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste