26. SEP 2018 • 00:03ERHVERV/POLITIK

Whistleblowers advarsler blev aldrig tjekket i hvidvasksag

Whistleblower undrer sig over, at nogle af hans advarsler til Danske Bank aldrig blev undersøgt.

To af de helt centrale advarsler, som Danske Banks interne whistleblower sendte til bankens topledelse i 2013 og 2014, blev tilsyneladende aldrig undersøgt nærmere af bankens egne jurister.



Det skriver Berlingske Business onsdag.



Whistlebloweren advarede blandt andet direktionen om, at ansatte i bankens estiske filial medvirkede til de mistænkelige aktiviteter. Derudover blev ledelsen advaret om, at en række danske kommanditselskaber stod bag en del af de suspekte pengestrømme.



Disse advarsler blev aldrig undersøgt af bankens egne jurister.



Det fremgår af Danske Banks advokatundersøgelse af sagen, der blev præsenteret i sidste uge.



Her konstateres det, at de to centrale oplysninger aldrig fandt vej til den liste over whistleblowerens advarselspunkter, som bankens juridiske afdeling udfærdigede tilbage i 2014 med henblik på at få løst problemerne.



Udeladelsen vækker dyb undren hos en af sagens absolutte hovedpersoner - nemlig whistlebloweren selv, der er en tidligere chef i Danske Bank-koncernen.



Han undrer sig især over, at der aldrig blev fulgt op på hans oplysninger om kommanditselskaberne.



- Hvad foretog disse højtplacerede personer sig på baggrund af min advarsel? Rapporten giver egentlig ikke svaret, skriver whistlebloweren i en e-mail til Berlingske.



Danske Bank ønsker ikke at svare på, hvordan man forholdt sig til de to specifikke advarsler i ledelsen, da myndighederne stadig undersøger sagen.



Den britiske hvidvaskekspert Graham Barrow, der tidligere har bekæmpet hvidvask i storbanker som HSBC og Deutsche Bank, forstår godt, at whistleblowerens undren.



- Af alle banker i verden burde Danske Bank forstå risikoen ved danske kommanditselskaber, siger han.



Graham Barrow vurderer, at der kan være en god grund til, at Danske Bank ikke ønskede at undersøge kommanditselskaberne.



- Det ville flytte problemerne klart fra Estland og ind i Danmark, siger han.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste