13. MAR 2018 • 12:51ERHVERV/POLITIK

Siemens skal levere 26 ellokomotiver til tog fra 2021

Med serien Vectron skal Siemens fra 2021 levere 26 ellokomotiver til DSBs dobbeltdækkervogne.

DSBs dobbeltdækkervogne skal fra 2021 trækkes af 26 ellokomotiver af typen Vectron fra Siemens.

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse om resultatet af det udbud, som blev sat i gang i 2016.

- Det er en god dag for DSBs kunder. Vi har fundet en stærk leverandør af de kommende ellokomotiver, siger DSBs administrerende direktør, Flemming Jensen.

- Vectron er en gennemprøvet lokomotivtype, og lokomotiverne vil medføre et løft for såvel togtrafikken som for miljøet, når lokomotiverne efter planen erstatter de aldrende ME- og EA-lokomotiver.



DSB har krævet, at vinderen skal være et "standard ellokomotiv", som kan anvendes til både dansk og tysk/svensk kørestrøm. Lokomotivet skal både kunne køre med jernbanens nuværende og kommende signalsystem.

- Indkøbet er samtidig et vigtigt skridt mod at forny DSBs aldrende togflåde. Ud over at påvirke DSBs punktlighed positivt kommer de også til at forbedre DSBs driftsøkonomi, i takt med at de fases ind fra 2021 og frem, siger Flemming Jensen.



Ordren rummer en option på en leverance af 18 ekstra lokomotiver. Siemens skal levere lokomotiverne godkendt til kørsel i både Tyskland og Danmark.

Lokomotiverne skal kunne køre med en topfart på 200 kilometer i timen. De skal primært indsættes i den sjællandske regionaltrafik og trække DSBs 113 dobbeltdækkervogne.

DSB og Siemens skal samarbejde om at vedligeholde de nye ellokomotiver. Men Siemens får det overordnede ansvar i de første ti år og en option på yderligere fem år.

- Ansvaret for ellokomotivernes kvalitet og pålidelighed ligger altså entydigt hos Siemens. Men som en del af aftalen skal Siemens bruge DSB Vedligehold til dele af serviceeftersynene på lokomotiverne, siger Flemming Jensen.



Vectron-lokomotiver blev præsenteret i 2010. De er solgt til en række lande som Tyskland og Finland.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

16. DEC 2018 • 13:55

Rønne har fundet sin vikarpræst

16. DEC 2018 • 12:43 FOR ABONNENTER

Jul uden filter – men med filt

16. DEC 2018 • 12:34

Broen er sikker at passere

16. DEC 2018 • 09:11 FOR ABONNENTER

Langelinies lange historie

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort