6. OKT 2016 • 11:24ERHVERV/POLITIK

Metro-ansatte bange for at vidne om narkosmugling

Tophistorie fra Fagbladet 3F distribueret af Ritzau.

INFO: Anvendelse af Ritzaus tophistorietjeneste (tidl. Citattjenesten) og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene i bunden af denne meddelelse.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****



Det kan blive svært for politiet at komme til bunds i anklagerne om, at arbejdet på metroen bliver brugt til at smugle narko til Danmark. Det skriver Fagbladet 3F.



Ingen af de ansatte, som siger, at de har set lastbiler ankomme med kokain, vil lade sig afhøre af politiet. Det fortæller Torben Svarrer, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi:



- Anmeldelsen kommer fra personer, som ikke med egne øjne har set det ske. Helt generelt skaber det en sværere type sag, siger han.



Det var Byggegruppen i 3F, som 21. september sendte en anmeldelse til politiet, da de fra flere ”af hinanden uafhængige kilder” havde hørt, at mafiaen brugte byggepladsen på Øster Søgade i København til leverancer af kokain. Pulveret blev herefter fordelt rundt i byen, blandt andet til to navngivne pizzeriaer.



Ifølge anmeldelsen er leveringerne ”ofte forklædt som reservedele til maskiner” og bliver aflastet på søndage, hvor byggepladsen er tom.



Kilderne fortæller til 3F, at indsmuglingen er sket for Italiens største mafiaorganisation, kaldet Ndranghetaen, som muligvis bruger de store byggeprojekter til at slå rod i Danmark.



Torben Svarrer fra Københavns Politi understreger, at han kun har grund til at tro, at 3F har indgivet anmeldelsen ”i den bedste mening”.



- Men oplysningerne kommer fra personer, som ikke ønsker at involvere politiet. Det gør alting meget sværere. Hvis du skal viderebringe en information og samtidig beskytte personen, som kommer med oplysningerne, bliver dele udeladt. Det kan ikke undgås, siger han.



Palle Bisgaard, næstformand i 3Fs Byggegruppe, er afsender på politianmeldelsen. Han forklarer at ansatte, som har fortalt, at metroarbejdet bliver brugt som dække for kokainsmugling, ikke tør stå frem for politiet.



- De frygter konsekvenserne. De har haft som krav, da de fortalte os historierne, at vi ikke gik videre med deres navne til politiet. Det står vi ved, siger Palle Bisgaard. Han har selv været til afhøring hos politiet sammen med andre faglige medarbejdere hos 3F.



Palle Bisgaard understreger, at hvis en eller flere af metro-medarbejderne selv ønsker at gå til politiet med deres viden, stiller 3F sig ikke i vejen.



Både CMT, som står for byggeriet af Metrocityringen i København, og Aarhus Letbane, der også er anmeldt for at være en del af et muligt mafia-netværk, afviser at kende til ulovligheder på deres byggepladser.





Redaktionel kontakt:

Peter Keiding

tlf.: +4560253431

e-mail: peter.keiding@3f.dk







**** DENNE ARTIKEL ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Fagbladet 3F ****



Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus tophistorietjeneste:



- Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.



- En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.



- Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet - også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.



- Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.



- Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.



- Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at inkludere dette ved videreudnyttelse.

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste