Kommunen vil dele Østre Skole: Boldbaner kan blive boligområde
Arkivfoto: Berit Hvassum

19. JUN 2019 • 18:02 • AF HENRIK NIELSEN

Kommunen vil dele Østre Skole: Boldbaner kan blive boligområde

Regionskommunen har ikke opgivet tanken om at sælge Østre Skole, men den har fået en ny idé til, hvordan det bedst lader sig gøre. Derfor skal økonomi-, erhvervs- og planudvalget i eftermiddag sætte gang i en planændring, der gør det muligt at sælge boldbanerne for sig og den tidligere skole for sig.

Det vil bane vejen for, at der kan bygges boliger på boldbanerne ud mod Borgmester Nielsens Vej, mens de tidligere skolebygninger kan benyttes til let erhverv, som miljømæssigt kan indpasses i de omgivne boligområder. Det vil også være muligt at etablere boliger i skolebygningerne, men det er mindre sandsynligt.

Området omkring den tidligere skole indgår i den strategiske helhedsplan for Rønne. I den anbefales det netop, at boldbanerne sælges for sig til udbygning af almene lejeboliger og andelsboliger. De nævnes som en en oplagt byggemulighed for Bo42, som kan skabe et boligkvarter, der både er bynært og attraktivt.

Gøre plads til boliger

Ifølge helhedsplanen er det Østre Skoles beliggenhed på kanten af den gamle bymidte, der gør det oplagt at omdanne den til anden anvendelse.

Bygningsmassen varierer og kan være vanskelig at konvertere til boliger, men den kan anvendes til kontorformål. Til gengæld kan boldbanerne let udmatrikuleres og danne grundlaget for nybyggeri af boliger med en blandet karakter og dermed en bredere skare af potentielle lejere eller købere.

Alternativt skal de historiske bygninger nedrives for at give plads til boliger. I det scenarie må regionskommunen formentlig bekoste selve nedrivningen.

Hvis økonomi-, erhvervs- og planudvalget vælger at sætte gang i det planarbejde, der skal gøre det muligt at omdanne Østre Skole til et kombineret bolig- og erhvervsområde, så får offentligheden mulighed for at komme med forslag.

Første skridt på vejen mod en ændret anvendelse er således, at kommunen giver alle mulighed for at komme med ideer og forsag til kompleksets fremtidige brug.

Med baggrund i de indkomne ider og forslag, kan kommunalbestyrelsen så beslutte, om den ønsker at få udarbejdet et forslag til et tillæg til kommuneplanen, som muliggør en fremtidig lokalplanlægning, så området kan tages i anvendelse til blandet bolig- og erhverv.

Børnehave bliver

Den såkaldte bygning 9 er ikke en del af salgsplanerne. Den huser i dag en børnehave, som kommunen overvejer at udvide.

SENESTE NYHEDER

14. OKT 2019 • 21:29
BM genopstår i Aakirkeby
14. OKT 2019 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

13. OKT 2019 • 05:50
Revyfolk søger boliger
14. OKT 2019 • 08:53
Tre træer spærrede vejen

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet