Ventetid i Ystad: Sådan sejler færgerne resten af dagen
Der var tåget, da Express 1 påsejlede en mindre båd. Skader på hurtigfærgen gør, at den holdes i havn i Rønne indtil klokken 18.30. Foto: Berit Hvassum

10. MAJ 2019 • 14:35 • AF JAKOB NØRMARK

Ventetid i Ystad: Sådan sejler færgerne resten af dagen

Færgen Povl Anker er ved at gøre klar til at sejle til Ystad med de passagerer, der var ombord på Express 1, da den i formiddags påsejlede en båd uden for Rønne Havn. Det oplyser Jesper Maack, pressechef hos Molslinjen, klokken 14.25.

Klokken 17 sejler Povl Anker retur fra Ystad, hvor mange har ventet på længe på en færgeafgang.

Express 1 ventes at genoptage sejladsen klokken 18.30, fremgår det af færgeselskabets hjemmeside.

Max er også i rutefart, og her klokken 14.30 afgår Max fra Ystad.

Passagerer, der havde en reservation fra Ystad klokken 12.30, kommer med Max klokken 14.30, mens kunder med en billet klokken 14.30 må vente på Povl Anker klokken 17.00.

Ændringerne skaber travlhed hos Molslinjens personale. Ifølge Bornholms Tidendes oplysninger er det meget svært at komme igennem telefonisk.

– Der er en del opkald lige nu. De tager så mange opkald, som de kan, siger Jesper Maack og henviser til hjemmesiden for opdaterede sejltider.

Alle passagerer har modtaget en sms-besked med oplysninger om, hvad aflysningerne med Express 1 betyder for deres afgang.

Afgange fra Ystad efter klokken 14.30:
Klokken 17: Povl Anker, erstatningsafgang
Klokken 18.30: Max (udsolgt)
Klokken 20.30: Express 1

Afgange fra Rønne:
Klokken 16.30: Max (udsolgt)
Klokken 18.30: Express 1

Mest læste