Minister og transportudvalg inviteres på tur med Express 1
Arkivfoto: Mads Westermann

4. FEB 2019 • 20:31 • AF JAKOB MARSCHNER

Minister og transportudvalg inviteres på tur med Express 1

Oplev ved selvsyn Bornholms nye hurtigfærge. Og få samtidig set det nye besøgscenter på Hammershus.

Det er indholdet i en invitation, som Venstre Bornholms formand Niels Plum netop har sendt til transportminister Ole Birk Olesen (LA) og transportordførerne fra alle Folketingets partier.

”Som det er jer bekendt er der pr. 1. september 2018 startet en ny aftale om færgebetjeningen af Bornholm. Jeg skal ikke trætte jer med en hel gennemgang af de første fire måneders sejlads, men blot konstatere, at det ikke er gået særlig godt, med ikke mindre end 56 aflysninger. Det kan hverken befolkningen eller erhvervslivet leve med”, præsenterer Niels Plum den planlagte tur.

”Det vil glæde mig, om vi kunne få en rigtig hyggelig tur”, fortsætter han.

Sejladsen og besøget på ruinen finder sted mandag den 11. marts, hvor de deltagende politikere stiger på Bornholmerbussen klokken 10.40. Efter få timer på Bornholm sejler de retur fra Rønne klokken 16.30 og vil så være tilbage i København klokken 19.50.

Ministeren og de øvrige politikere er blevet bedt om at melde enten til eller fra senest på fredag den 8. februar.

– Det bliver rigtig spændende at se, hvor mange partier der prioriterer Bornholm i denne sag. Alle må vide, at det er Bornholms fremtid, der står på spil, siger Niels Plum.

Indtil nu har Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen meldt sig til. Det samme har folketingsmedlem Peter Juel Jensen (V) og Ann Hartl, formand for Bornholms Passagerforening.

De første afbud er også allerede tikket ind – fra transportordførerne Brigitte Jerkel (K) og Roger Matthisen (AL).

17. FEB 2019 • 06:46

Præsten tager afsked

17. FEB 2019 • 06:10

V-formand: Det er noget skrammel

Mest læste