BHS-Almeborg har sidste rytter på plads

19. DEC 2018 • 13:42SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

BHS-Almeborg har sidste rytter på plads

BHS-Almeborg Bornholm har forlænget kontrakten med Jesper Kofod Andreasen, og dermed er alle 14 ryttere på plads til den kommende sæson.

Sportsdirektør Christian Juul Andreasen er glad for, at den sidste brik faldt på plads med forlængelsen af Jesper Kofod Andreasen. Bornholmeren har været en del af BHS-Almeborg siden begyndelsen, og han er en meget vigtig del af holdet, hvor han også fungerer som fysisk træner.

Holdets bedste sæson

2018 har for BHS-Almeborg været den bedste sæson i holdets levetid, men for Jesper Kofod Andreasen personligt blev hans 11. sæson ikke den bedste. Men det er der en god forklaring på:

– Det blev en lidt mærkelig sæson for mig. Jeg var en del af et hold, som præsterede over al forventning. Men personligt måtte jeg trække stikket i et par måneder, da der var andre ting, som var vigtigere. Jeg er blevet far til en lille dreng og min kone og jeg er flyttet hjem til Bornholm, hvor en større ombygning af vores hus trak tænder ud, fortæller Jesper Kofod Andreasen, som i mange måneder har pendlet mellem Bornholm og København.

Men nu er der igen kommet ro på, og den hjemvendte bornholmer glæder sig til at begyndte på sit nye arbejde hos holdets hovedsponsor, BHS Logistics, ligesom han igen kan fokusere på cykelsporten.

– Jeg er allerede rigtig godt i gang med at bygge en god grundform op. Så jeg ser meget frem til at komme tilbage til det niveau, hvor det er sjovt at være cykelrytter, siger Jesper Kofod Andreasen om den kommende sæson.

Også Christian Juul Andreasen er glad for, at hans bror tager en sæson mere:

– Jeg er meget glad for, at Jesper fortsætter. Udover at være en dygtig cykelrytter, så er han en rigtig god taktikker med masser af erfaring i feltet, så han er meget vigtig for holdet.

Bredere trup til næste år

BHS-Almeborg har dermed holdet klar til den kommende sæson, som består af følgende 14 ryttere:

Martin Toft Madsen, Nicklas Amdi Pedersen, Christoffer Lisson, Magnus Bak Klaris, Jesper Kofod Andreasen, Emil Toudal, Mathias Bregnhøj, Egil Nikolajsen, Jeppe Klein Jensen, Mads Rahbek, Jeppe Hanssing, Sander Andersen, Mathias Bundgaard Matz, Thomas Rald Kaspersen

Sportsdirektør Christian Juul Andreasen er glad for truppen.

– Det ser rigtig godt ud, og jeg synes faktisk at truppen er blevet en smule bredere sammenlignet med i år. Vi har selvfølgelig mistet Rasmus Quaade, som er et stort sportsligt tab. Men han har også præsteret godt i år, fordi han har haft opbakningen fra de andre, og jeg er ret sikker på, at vi har et par stykker, som er klar til at tage over efter ham, så det bekymrer mig ikke så meget, siger Christian Juul Andreasen.

I stedet bliver det formentlig Christoffer Lisson og Magnus Bak Klaris, der satses på i de store klassementløb.

Mest læste