Mentaltræning har givet Messerschmidt succes
Arkivfoto

29. NOV 2018 • 18:43SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

Mentaltræning har givet Messerschmidt succes

Den 26-årige bornholmer Rasmus Messerschmidt er i øjeblikket i sit livs form. I begyndelsen af november opnåede Messerschmidt karrierens hidtil største præstation, da han strøg helt til tops i den internationale turnering Hungarian International Championships, hvor han i finalen besejrede sin topseedede landsmand fra Frederikshavn, Victor Svendsen.

Men allerede ugen efter gentog bornholmeren bedriften, da han vandt turneringen Norwegian International over den topseedede spanier Peñalver.

De seneste sejre er kulminationen på et fantastisk år, som Messerschmidt indledte i foråret med sejren i Portuguese International Championships.

– Sejren i Ungarn er den største sejr, jeg har opnået i min karriere. At jeg så allerede ugen efter også vandt i Norge, var vildt. At levere to uger i træk er ikke noget, man ser så tit. Ofte er det jo sådan, at når man har opnået et stort resultat, så er man lidt træt i perioden efter. Så at jeg formåede at holde niveauet og vinde en turnering igen kort efter er helt fantastisk, siger Messerschmidt.

Mentaltræning giver ro på banen

Ifølge bornholmeren er det ikke helt tilfældigt, at de gode resultater kommer netop nu. For halvandet år siden begyndte han at gå til mentaltræning, hvor han blev tilknyttet en sportspsykolog.

– Vi har arbejdet benhårdt sammen på at ændre nogle ting. Jeg er blevet bedre mentalt og taktisk, og så er jeg blevet bedre til at takle, det der sker oppe i hovedet, siger Messerschmidt, der spiller for ligaklubben Værløse.

– Det har taget noget tid, fordi vi i første omgang skulle finde frem til, hvad vi helt konkret skulle arbejde med, og hvad vi skulle forsøge at ændre på. Men jeg tror, at det er noget af det, som begynder at bære frugt nu efter halvandet år. Det kan jeg mærke på banen, fortæller Messerschmidt, som i dag
oplever en anden ro på banen.

De næste store udfordringer for ham bliver i den hjemlige badmintonliga, hvor Værløse kæmper for at komme væk fra bundplaceringerne, inden Messerschmidt den 13. december rejser til Italien, hvor han igen skal deltage i en international turnering.

– Jeg skulle gerne have nogle sejre med Værløse nu, så holdet kan blive i badmintonligaen til næste år. Lige nu ligger vi ikke ret godt i tabellen, men vi har også mødt flere af topholdene. så de kommende kampe bliver vigtige, siger bornholmeren.

Værløse ligger aktuelt på en ottendeplads ud af de ti hold i ligaen, som er vigtig for bornholmeren, for den afgør, hvad han kan tillade sig at tage til turneringsmæssigt.

Håber på mere støtte

Messerschmidt håber også, at de seneste sejre i Ungarn og Norge kan få en betydning for hans rangering hos Badminton Danmark og dermed hans støtte fra forbundet, som i høj grad satser på OL-spillerne.
Bornholmeren har nemlig altid været en smule hæmmet af, at han er fra en stærk årgang af badmintonspillere.

– I min årgang er der rigtig mange gode spillere, og jeg har nok nogle gange været det sidste led. Hvis der var nogle, der meldte afbud, så kunne jeg godt komme med, og ellers har jeg stået lidt udenfor. Der var engang en, der sagde til mig, at hvis jeg havde været et år yngre eller et år ældre, så havde vi taget dig med. Men at de ikke havde plads til flere i min årgang, husker Messerschmidt.

– Så jeg håber da, at de seneste resultater er noget, de lægger mærke til, og det er også noget af det, jeg har fået at vide, at der skal til, siger bornholmeren.

Vender hjem på lørdag

Messerschmidt, der stillede op for Allinge-klubben ASG, mens han endnu gik i skole på Bornholm, blev bornholmsmester i herresingle tre år i træk i årene 2008-2010.
På lørdag kommer han hjem til Bornholm, hvor han sammen med Mathias Christiansen giver gode råd, når DGI Bornholm Badminton inviterer til tekniktræning i Rønne Idrætshal.



Mest læste