Solon var stærkest i Golden League-finalen
Foto: Torben Ager

29. SEP 2018 • 19:38SPORT • AF WILLY MOGENSEN

Solon var stærkest i Golden League-finalen

Den københavnske travtræner Kenneth Nielsen blev den helt store triumfator lørdag eftermiddag på travbanen Bornholms Brand Park. Hele tre gange krydsede han målstregen som sikker vinder. Den største triumf var med den bornholmske mester Solon som han vandt Golden League Finalen med efter føring fra start til mål. Spidsen blev erobret i en hidsig duel med Wega Vang der inden løbet var den førende i serien og også var kneben favorit.

Men den måtte give sig og bare se til at Kenneth Nielsen satte sig på løbet, der herefter havde fuld kontrol over løbet. Frank Mikkelsen fik Any Given Monday perfekt igennem fra anden række og var tidligt oppe i ryg på den førende, og blev derved sluset med til en godkendt andenplads.

Fortune Boko var tredje over målstregen men blev diskvalificeret for trængning. I stedet gik tredjepladsen til Picasso Jetset der gik et stort løb fra håbløst startspor i tredje række.

Kenneth Nielsens øvrige sejre var med Sorrento og Hazard Sund

Unghesteseriens Finale blev en noget rodet affære hvor mange galoperede. Fra start var det Chilli Tårs der svingede taktstokken da den tog spidsen foran Dream On og Countrygirl DF, medens to af de mere betroede No Go og Cat Baloo begge galoperede tidligt.

Midtvejs i løbet synes Mads Petersen tilsyneladende at det gik for langsomt, idet han sendte Coco Collection frem nede fra køen og overtog kommandoen. Men det stod dog tidligt klart at det var Baunely`s Diamant der havde mest at skyde med, og den koblede da også grebet midt i opløbet og sikrede sig førstepræmien på 10.000 kroner foran Coco Collection og den godt afsluttende Catja Mosebo.

Ligesom Kenneth Nielsen så var Mads Petersen også i stand til at vinde tre sejre, det var med Adolf Hjortshøj, Bellwood og Strong Shadow.

Et par artige overraskelser i V5-spillet betød at kun tre rækker havde fundet den rigtige kombination og blev hver belønnet med 23.156 kroner.

V5-spillet gav 23.156 kroner til tre rækker med fem rigtige på kombinationen: 11-5-6-5-3.

V4-spillet gav 1.471 kroner til 40 rækker med fire rigtige på kombinationen: 6-5-3-8

Dagens samlede omsætning blev 423.197 kroner, hvoraf de 170.990 kroner var spillet på banen.

Mest læste