Værkstederne åbner snart: Sæt lynlås i genbrugsfrakken eller nye ben på den gamle stol
Foto: Berit Hvassum

21. AUG 2018 • 20:50 • AF ELISABETH KROGH

Værkstederne åbner snart: Sæt lynlås i genbrugsfrakken eller nye ben på den gamle stol

– Den her maskine kan lægge bukser op, og med denne kan du brodere bogstaver, viser Ole van Huizen. Han er ansat som værksteds-leder for de to nye reparationsværksteder, der snart åbner på Møbelfabrikken i Nexø.

Et syværksted samt et træ- og mekanikværksted.

I syværkstedet står en række specialsymaskiner allerede linet op. Der er store borde til at tegne og klippe mønstre, reoler med sytråd og knapper og et avanceret dampstrygejern.

Der er både professionelle symaskiner og mere almindelige ”husmor” maskiner.

Ved siden af syværkstedet ligger træ- og mekanikværkstedet.

Idéen med reparationscaféen med syværksted og træværksted er at genbruge i stedet for at smide ud.

Ole van Huizen vil sammen med frivillige være til stede i åbningstiderne.

– I syværkstedet kan du f.eks eksperimentere med og upcycle genbrugstøj. F.eks. sy to forskellige skjortehalvdele sammen eller lave nyt design af genbrugstøj, forklarer han.

Møbelfabrikken købte sidste år et nedlagt syværksted, som er blevet suppleret med indkøb eller donationer af flere maskiner. Syværkstedet er stort set komplet og klar til brug, blot kunne man godt bruge lidt giner, siger Ole van Huizen.

Træværksted bliver forsinket

Til træ- og elektronikværkstedet mangler Møbelfabrikken endnu nogle af maskinerne.

– Vi bliver et par måneder forsinket med træværkstedet. Vi venter blandt andet på byggetilladelse til en port, så man kan få større ting ind og ud af værkstedet, samt til et skur med et udsugningsanlæg, der skal etableres, forklarer Carsten Aalling.

Møbelfabrikken afventer også svar fra fonde, hvor der er søgt støtte til at etablere værkstederne.

Selv om ikke alt er på plads til træ- og elektronikværkstedet hører Carsten Aalling meget gerne fra eksempelvis tømrere, snedkere og elektrikere, der vil være frivillige i værkstedet, og værktøj modtages også meget gerne.

– Vi vil gerne inddrage brugerne i, hvordan værkstedet skal indrettes, forklarer han. Så man skal bare møde op til frivilligmødet på lørdag eller til åbningsdagen, opfordrer han.

Søger frivillige

Lørdag 25. august er der inviteret til informationsmøde for frivillige om reparationsværkstederne.

Ole van Huizen og Carsten Aalling håber, at omkring 10-15 personer har lyst til at bemande værkstederne og stå klar med rådgivning og instruktion, for tanken er ikke, at brugerne skal møde op og få tingene lavet for sig, men at man netop selv reparerer, upcyckler eller laver nyt, men kan få hjælp og vejledning.

Interesserede frivillige skal blot møde op lørdag mellem 11.00 og 12.00. Her kan man høre mere om og se værkstederne og om at være frivillig og med det samme melde sig til.

De frivillige bestemmer selv, hvor mange timer, de vil være til stede, forklarer Ole van Huizen.

– Der skal bare være to ad gangen, og helst minimum en time ad gangen, og når man er frivillig, må man også gerne sidde og arbejde med sine egne ting. Værkstederne er her jo for at skulle bruges, siger Ole van Huizen og fortæller, at der også bliver et lille hyggehjørne for brugere og frivillige.

Ideen er, at værkstederne også skal være sociale samlingssteder, så man skal føle sig velkommen til bare at falde indenfor og få en snak, så værkstederne dermed også skaber mere liv i huset.

31. august er der informationsmøde for Ældresagen og åbent hus i Møbelfabrikken, og 8. september er der officiel åbning af reparationsværkstederne.

Også kurser og privat leje

Udover at være åbne værksteder to gange om ugen, som er gratis for brugerne, vil reparationsværkstederne også blive brugt til aftenskole-kurser.

Ole van Huizen, som er kandidat i tøjdesign fra Designskolen Kolding, udbyder aftenskolekurser i syning, tøjkonstruktion og design.

Derudover kan værkstedet lejes af private mod betaling, når der er ledige tider.

Samtidig er planen også, at værkstederne i reparationscaféen skal kunne bruges som små såkaldte start-up-værksteder for iværksættere, som har brug for et værksted til at afprøve en idé eller et projekt.

En tanke, der ligger i tråd med Møbelfabrikkens formål om at understøtte iværksætteri.

– Så har man mulighed for at afprøve sin idé i et fullsize professionelt værksted uden at skulle ud at købe alle maskinerne selv, forklarer Carsten Aalling.

Hverken sy- eller træværksted er tænkt til egentlig produktion, kun til værkstedsbrug, derfor kalder Ole van Huizen også værkstederne for reparationsfællesskaber.

Skraldesamarbejde

Carsten Aalling er i dialog med BOFA om mulige samarbejdsmuligheder mellem reparationsværkstederne og BOFA, og på længere sigt ser han muligheder for, at Bornholm kan blive et lille laboratorium for genbrug af skrald.

– BOFA har “råvarerne” og vi har faciliteterne og kontakten til borgerne, så vi kan udfordre innovative og nytænkende personer til at arbejde med genbrug, mener Carsten Aalling og nævner som eksempel lyddæmpning af genbrugt tekstil.



SENESTE NYHEDER

19. NOV 2018 • 13:22 FOR ABONNENTER
V-formand inviterer politikere på færgetur i blæst
19. NOV 2018 • 09:54
Tyv stjal øl og kød fra et skur
19. NOV 2018 • 06:43
Store navne på papir
19. NOV 2018 • 06:33 FOR ABONNENTER
Et helt specielt samarbejde tværs over jordkloden

MEST LÆSTE BORNHOLM

18. NOV 2018 • 13:33
Mejeriet bygger stadig
18. NOV 2018 • 16:17
Unge kan søge haslelegat
18. NOV 2018 • 08:18
Kopiband begejstrede publikum

Mest læste

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen