3. AUG 2018 • 17:33 •
DEBAT • AF REDAKTIONEN
Gør noget, før vi tisser i bukserne
LÆSERBREV
Jeg vil gerne høfligst deltage i debatten om toiletforholdene i Rønne Centrum.
Det er vel et problem, der går helt tilbage til dengang, der var toiletter i ”Gjænget” mellem Colbergs Boghandel og Bornholms Bibliotek.
For undertegnede er det ufatteligt, at der ikke findes ordentlige toiletter i centrum på en by med 15.000 indbyggere, dertil kommer besøgende fra det øvrige Bornholm samt turister og andet godtfolk.
For os, der bor på Nord- og Vestbornholm er vi jo vandt til, at der er toiletter i bymidten, som for eksempel i Tejn, Allinge, Hasle, Klemensker. Det finder vist den lokale befolkning ganske naturligt.
Der findes naturligvis toiletter i Kvickly, Bornholmstrafikken, Rønne Kapel, etc. Men i centrum er der intet, så jeg kan godt forstå, at specialbutikkerne klager over faldende omsætning.
Problemet med manglende toiletforhold spøger jo stadig, så vi må vel snart få løst problemet, inden vi tisser i bukserne. Derfor kære Toiletudvalg, vis os, hvad I duer til.
Når man kritiserer, så skal man vel komme med et godt forslag, og det kommer her.
Jeg foreslår, at Udvalget tager en tur til Teglkaas, (det ligger mellem Hasle og Vang).
Min kone og undertegnede besøgte en vinterdag Teglkaas for at se solnedgangen, og efter en god spadseretur, havde vi brug for et toiletbesøg.
Lige netop dér på havnen, var der en toiletbygning med et opvarmet toilet. Rent og pænt, fliser på væggene, toiletpapir, håndklæder, barnetæppeseng mv. Den er der ikke ret mange, der kan slå.
Kære Toiletudvalg tag en tur til Teglkaas, så kan I se, hvordan det skal gøres, og det kan det sikkert også i Rønne.
God tur.
Knud Erik Jensen
Smedeløkken 8
Tejn