Magnus Cort slutter storslået Tour de France med flot finale på Champs-Élysées
Foto: Astana

29. JUL 2018 • 19:11SPORT • AF TOMMY KAAS

Magnus Cort slutter storslået Tour de France med flot finale på Champs-Élysées

Med triumfbuen som kulisse kørte Magnus Cort søndag aften i mål i sit første Tour de France. På Champs-Élysées i Paris hentede den 25-årige bornholmske cykelrytter en 14. plads på sidste etape.

– Jeg er træt af, at jeg ikke fik mere ud af spurten, men det er dejligt at være her, siger Magnus Cort med et smil til TV 2 Sport.

Nordmanden Alexander Kristoff tog sejren, mens briten Geraint Thomas blev samlet vinder af løbet.

En fantastisk Tour
Magnus Corts debut i verdens største cykelløb kom blandt andet til at byde på en fantastisk etapesejr på 15. etape til Carcassonne for en uge siden.

Han har de seneste tre uger vist fremragende form og helt nye evner i blandt andet de stejle franske bjerge. I starten handlede det om at være hjælperytter for kaptajn Jakob Fuglsang, men da det viste sig, at den danske bjergrytter ikke kom til at kæmpe med om en topplacering i klassementet, blev der mulighed for de andre Astana-ryttere – heriblandt Magnus Cort – til at køre deres egne chancer.

Magnus Cort kvitterede altså med sin karrieres største sejr, et langt udbrud, masser af flot cykling og overskud til en strandbrille på lørdagens enkeltstart.

Han bliver modtaget i Bornholms Lufthavn mandag klokken 15.30.

Mest læste