Midtbornholm tæt på mesterskabet

3. JUN 2018 • 16:45SPORT • AF CARL-JOHAN PICKEL

Midtbornholm tæt på mesterskabet

Med en klar sejr i topopøret mod Hasle på 4-1 ligner Midtbornholm årets vinder af Borholms Brand Ligaen – i så fald for tredje år i træk.

Vejret var fortrinligt - i hvert fald for tilskuerne – men aktørerne kunne nok have tænkt sig mindre tropiske varmegrader.

Desværre var begge hold ramt af en del afbud på dagen, og spillet blev derfor kun i perioder godt, men der blev virkelig vist vilje til at vinde – i hvert fald så længe kræfterne slog til.
Kampens spiller blev ubetinget Mathias Lund, der scorede Midtbornholms første tre mål – altså vaskeægte hattrick.

Sejren var fortjent nok. I 1. halvleg var der nogenlunde jævnbyrdighed, men efter pausen var det hjemmeholdet, der havde kræfterne, og efterhånden som scoringer kom, så gik Hasle i stå.

Mega ærgerligt var det for Hasle, at Jim Finne Jørgensen måtte forlade banen efter bare ni minutter med en skade. Han havde i de få minutter tre fire gange drevet gæk med Midtbornholms forsvar på hans venstre kant, og da han udgik var det, som om der faldt ro på den kant.

Bare tre minutter efter kom hjemmeholdet foran. Mathias Lund blev spillet med en lang bold. Han havde ingen medspillere med fremme, så han tog en solotur, afdriblede to modstandere og scorede til 1-0.

Begge hold gik efter sejren

Havde man ventet afventende spil fra begge hold, så blev man overrasket. Begge mandskaber ville vinde og forsøgte at komme frem på banen. Indledningsvis så det ud som om, der var lidt ondt blod mellem spillerne, men efter 17 minutters spil havde dommer Morten Hjorth Hansen fået nok og gav gult kort til Hasles Steffen V. Jørgensen.

Det kort kom tilsyneladende på det helt rigtige tidspunkt, idet der blev ro om de værste tacklinger. Kortet lagde en dæmper på Hasles angrebslyst, og Midtbornholm spillede efter scoringen stille og roligt og ville ikke mere vove pelsen.

Efter at Hasles Simon Nielsen havde reddet et skud på stregen ti minutter før tid, kom udligningen så lige efter. Mads Pedersen blev fældet på grænsen af det kriminelle felt. Det var faktisk unødvendigt, da han var på vej ud af feltet, men straffesparket placerede Mikkel Pedersen i nettet ti halvlegsresultatet 1-1, og der var igen spænding om sejren.

Der gik dog bare seks minutter af 2. halvleg før Midtbornholm igen kom foran. Hasles målvogter samlede bolden op på grænsen til det lille felt, og havde tilsyneladende ikke bemærket, at der var tale om en tilbagelægning.

Frederik Madsen trillede bolden kort til Mathias Lund, der hamrede bolden i mål mellem et hav af modstandere – 2-1.

20 minutter inde var Mathias Lund igen på færde. Han blev stukket fri i venstre side af feltet, og stille og roligt placerede han bolden ned ved den fjerneste stolpe til 3-1.

Herefter virkede det som om, Hasle var klar over, at kampen var afgjort, og i resten af kampen tilspillede Midtbornholm sig flere kæmpechancer.

Men kun en enkelt blev udnyttet. Et kvarter før tid snød Frederik Madsen Hasles Andreas Sandberg på baglinjen, sendte bolden til modsatte side af feltet, hvor tilbagevendte – efter flere år – Dennis Bo Pedersen scorede til slutresultatet 4-1.


17. AUG 2018 • 17:56 FOR ABONNENTER

Publikum godkender Wonders nye plads

Mest læste