Svineri i Rønne: Det er nemmere at tabe ispapiret end at gå hen til skraldespanden
Foto: Allan Rieck

22. MAJ 2018 • 15:38 • AF MIE MØLBAK

Svineri i Rønne: Det er nemmere at tabe ispapiret end at gå hen til skraldespanden

Skrald, cigaretskodder og hundelorte flyder i Rønnes gader. Det oplever formanden for byens handelsstandsforening, Jan Bidstrup, der ofte må starte dagen med at rydde op foran sin tøjbutik.

– Det er borgerne, der sviner. Når du sidder og spiser en is på torvet, så er det nogle gange lidt nemmere bare at tabe papiret end at gå over til skraldespanden, siger indehaver af Din Tøjmand.

Det er dog ikke ispapir, der er den største tidsrøver på Store Torv.

– Det største problem er rygerne, der smidder skodder over det hele. Det er tungt at rydde op. Det er svært at feje cigaretskodder op, fordi vi har brosten mange steder i byen, og cigaretskodderne falder ned mellem brostenene. Vi er faktisk nødt til fysisk at gå og pille dem op i hånden. Det er ikke så rart, siger formanden for handelsstandsforeningen.

Efter en weekend med gang i nattelivet kan Jan Bidstup nemt samle over 100 cigaretskodder op foran sin butik.

Løsningen er opdragelse

Han er træt af, at han hele tiden må starte forfra med oprydningsarbejdet.

– Når man har gjort pænt og rent, så vil man gerne have, at der bliver ved med at være pænt og rent. Så bliver man frustreret, når man kommer igen dagen efter, og folk har smidt om sig med affald, siger Jan Bidstrup.

Han mener ikke, at løsningen er flere skraldespande og askebægre, men at der derimod skal en adfærdsændring til.

– Man kunne godt stille og fromt ønske, at folk selv gjorde en indsats i stedet for at forvente, at andre kommer og rydder op efter dem, siger Jan Bidstrup.

Formanden for handelsstandsforeningen erkender, at nogen på et tidspunkt vil komme og samle op, hvis man smider skrald i Rønne eller øens øvrige byer. Derfor er han også mere bekymret over, at folk udviser den samme adfærd i den bornholmske natur og særligt ved kysterne, hvor der ikke på samme måde bliver taget hånd om problemet.

– Det er et fåtal, der sviner, og det går ud over de mange, siger Jan Bidstrup, der er begejstret for Bornholms Tidendes projekt Skraldeugen, der går ud på, at vi sammen rydder op på hele øen.

Deltag i Skraldeugen og vind en middag på Kadeau

Formålet med Skraldeugen er simpelthen at gøre Bornholm ren til sommeren – til glæde for os, der bor på øen, og for de mange turister, der er på vej hertil.

Så tag en affaldspose under armen og gå ud i naturen eller på gaden og saml skrald. Dokumentér skraldeturen med et foto af dig selv og/eller dine følgesvende og send det til Bornholms Tidende. Så deltager du i konkurrencen.

Det bedste foto vinder en middag og dertilhørende vinmenu for to personer på Kadeau. Derudover trækker vi lod blandt alle deltagere om tre kurve med bornholmske lækkerier.

Du kan sende dit billede på mail til redaktion@bornholmstidende.dk, i en besked til facebook.com/bornholmstidende eller bruge #skraldeugen på Instagram.

Husk at skrive, hvor billedet er taget og gerne hvor meget affald, du samlede på stedet.


SENESTE NYHEDER

25. JUN 2018 • 05:49 FOR ABONNENTER
Arne har leveret endnu et stykke haslehistorie
24. JUN 2018 • 14:02 FOR ABONNENTER
Mod alle odds: Jazzen vil gjalde på ny festival i Allinge

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. JUN 2018 • 16:06 FOR ABONNENTER

Leder: Bornholmere kan man ikke sælge hvad som helst

Mest læste