Campus Bornholm har ansat sin nye direktør
Foto: Campus Bornholm

10. APR 2018 • 12:08 • AF HENRIK NIELSEN

Campus Bornholm har ansat sin nye direktør

Inge Prip bliver Campus Bornholms nye direktør. Hun starter i sit nye job den 1. juni og overtager ansvaret for skolen efter Mads Kofod to måneder senere. Der vil således være en overdragelsesfase for at sikre en god overgang og videndeling. Det fortæller Campus Bornholm i en pressemeddelelse

Inge Prip kommer fra en stilling som direktør for Erhvervsskolen Nordsjælland, som udbyder erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser og efteruddannelse.

– Med Inge Prip har vi valgt en meget kompetent kvinde til at lede Campus Bornholm i den nye epoke, skolen træder ind i. Der ligger en stor og central opgave i at samle uddannelserne under ét tag, sikre et godt læringsmiljø og udnytte synergien til gavn for både elever og ansatte. Vi skal bevare og udvikle et inspirerende uddannelsesmiljø på Bornholm. Med Inge Prips erfaring og personlige integritet er jeg overbevist om, at vi har de bedste forudsætninger for, at det lykkes, siger bestyrelsesformand Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

Unik mulighed
Den nye direktør glæder sig til at have uddannelserne samlet under ét tag og føler sig meget privilegeret over at overtage stafetten fra Mads Kofod og at være med fra start, når elever, ansatte og de videregående uddannelser skal samarbejde.

– Det er en hel unik mulighed. Campusbygningen er et utrolig flot byggeri, og jeg er meget ydmyg over, at så mange har knoklet for at få det op at stå, siger Inge Prip.

Campus Bornholm er det første sted i Danmark, hvor både gymnasiale uddannelser, erhvervs- og voksenuddannelser, samt videregående uddannelser er samlet fysisk på én adresse.

– Jeg har stor interesse i at skabe løsninger og vækst sammen. Jeg glæder mig til at blive en del af den positive udvikling på Bornholm og synes, det er spændende at skulle være med til at løse udfordringerne. Det handler blandt andet om at finde nye muligheder for at fylde huset op, når ungdomsårgangene falder. Her er der et stort potentiale i forhold til at give ledige og ufaglærte et løft på hele efteruddannelsesområdet, lyder det fra Inge Prip, der glæder sig rigtig meget til at flytte til Bornholm.

SENESTE NYHEDER

25. APR 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald
25. APR 2018 • 13:00 FOR ABONNENTER
Onsdagens leder: En for alle og alle hver for sig
25. APR 2018 • 12:34 FOR ABONNENTER
Cykel-succes: Pengetanken runder 80 millioner

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. APR 2018 • 07:10
DMI: Hård kuling rammer Bornholm

Mest læste