Massive vandmasser presser miljøbassiner
Foto: Berit Hvassum

14. MAR 2018 • 13:14 • AF SOFIE EJDRUP

Massive vandmasser presser miljøbassiner

Det ser egentlig idyllisk ud. En flok ænder og et enkelt svanepar basker med vingerne og plasker rundt i hvad, der til forveksling ligner et sumpområde, men som for få dage siden var en vejbane.

Tirsdag eftermiddag løb Kaoli Søen uden for Rønne, i folkemunde Snorrebakkesøen, over sine breder, og satte myndighederne på overarbejde.

Græs og kørebaner er omdannet til én stor, lavbundet sø, og natten, morgenen og formiddagen i gennem har Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet forsøgt at flytte vandmasserne væk fra området.

Brandmænd med orange hjelme bakser med sandsække og pumper, mens Hjemmeværnets folk i neongule veste og mosgrønne baretter peger billister og nysgerrige i de rigtige retninger.

Mens Østre Ringvej mellem Snorrebakken og Torneværksvej er spærret for kørsel ud af Rønne, er Østre Ringvej mellem Snorrebakken og Vibegårds Runddel helt afspærret, forklarer indsatsleder ved Beredskabet Michael Grønbech-Dam, som skiftevis taler ind i sin walkie-talkie og til sine kolleger på stedet.

Fyldte bassiner
Området omkring rundkørslen ved Snorrebakkesøen har været plaget af oversvømmelser igennem en årrække.

I 2014, i forbindelse med indvielsen af Ringvejen, anlagde Bornholms Regionskommune to bassiner og en bred grøft for at aflaste Byåen i tilfælde af ekstremt regnvejr. Samtidig kan kommunen i dag regulere, hvor meget vand, der løber fra søen til åen.

Alligevel er vandmasserne i øjeblikket så massive, at vandet fra Byåen presses tilbage i bassinerne, forklarer indsatsleder Michael Grønbech-Dam.

– Det er overfladevandet, som udgør problemet. Vi har lukket afløbene fra Byåen til bassinerne, fordi der er for meget tryk på åen. Vandet bliver presset tilbage og op i bassinerne, og så kan husene ved Østerled komme i fare, siger han.

Kloakkerne har også givet op. Få meter fra indsatslederen pibler vandet op af en åben rist.

– Vi har været her siden kl. 22 i går aftes, og akutfasen er overstået. Nu er vi i gang med det, som vi kalder ”den endelige indsats”. Vi har afspærret veje, lagt sække ud og pumper vandet fra vejen til åen, og sådan kan vi blive ved i nogle dage.

– Worst case-scenariet er to dage, tilføjer han.

Evaluering på vej
At vandet har svært ved at trænge ned i jorden og i stedet løber på jord og asfalt, skyldes, at jorden i forvejen er våd, forklarer Carsten Pedersen, som er ansat ved Bornholms Regionskommunes Vejdrift.

– Jorden er vandmættet, så når sneen smelter og skal løbe ned i åer eller ned til havet, løber det på overfladen, siger han.

De seneste ugers frostgrader betyder desuden, at jorden er hård og kun kan absorbere vand i sit øverste lag.

Ifølge vejchef ved Bornholms Regionskommune, Hardy Pedersen, vil man hos Bornholms Regionskommune evaluere på den nuværende miljøindsats, så snart det er muligt:

– Vi ved godt, at der er oversvømmelse, og vi har medarbejdere deroppe, men vi kan ikke komme til i øjeblikket. Når vandet er pumpet over i Byåen, går vi i gang med at kigge på, om der er noget, vi har overset.

– Det er altid godt at lave en evaluering, når der har været sådan en hændelse, tilføjer han.

SENESTE NYHEDER

15. DEC 2018 • 06:55 FOR ABONNENTER
Kokkeduo krydser fingre for mellemjulen
14. DEC 2018 • 15:35 FOR ABONNENTER
Kommunens miljøfolk slås med kæmpe arbejdspukkel
14. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

13. DEC 2018 • 18:08
Marianne tager afsked med Svaneke

Mest læste