30 landmænd har meldt  sig til Bornholm Blomstrer

12. MAR 2018 • 11:59 • AF ANETTE VESTERGAARD

30 landmænd har meldt sig til Bornholm Blomstrer

Blodtrykket stiger faretruende i øjeblikket hos Bornholms Landbrug, hvor man har store ambitioner om at slå et slag for biodiversiteten gennem kampagnen Bornholm Blomstrer.

Deadline for tilmelding nærmer sig med stormskridt, og indtil nu har 30 landmænd meldt sig som blomsterbørn.

– Vi vil gerne beplante 40 km og har 50 procent på plads, altså 20 km. Vi har tilmeldinger fra cirka 30 landmænd på nuværende tidspunkt, så vi mangler i hvert fald 30 mere, siger virksomhedsrådgiver Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug, der ligger inde med 4.000 frøposer til gratis uddeling.

– Frøene skal først udsås i slutningen af april, men logistikken skal helst være på plads i marts måned, siger Klaus H. Petersen.

Der er to mål med blomsterkampagnen #bornholmblomstrer. Det ene er at forskønne landskabet med bi- og sommerfuglevenlige blomster langs de bornholmske veje og marker. Nås de 40 km, er det intet mindre end en verdensrekord, som optages af Guinness World Records.

Det andet mål er at vise, at landmændene er blevet bedre til at arbejde aktivt med biodiversitet – blandt andet i form af bræmmer, der ligger urørte hen i flere år.

– I mit hoved handler det her ikke så meget om kemien, men om at beskytte de vilde insekter ved at lade jorden, de bor i, være i fred i stedet for at dyrke den konstant, siger Klaus H. Petersen.

Bierne bidrager via deres bestøvning enormt til samfundsøkonomien, og honningbierne alene skønnes ifølge beregninger fra Fødevareministeriet at bidrage med en milliard kroner.

Tilmelding sker til Klaus H. Petersen på telefon 5690 7873 eller på mail khp@bornholmslandbrug.dk.

SENESTE NYHEDER

22. MAJ 2018 • 16:27 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Hvor er Winni Grosbøll?
22. MAJ 2018 • 14:02 FOR ABONNENTER
Møder er i gang om slagteriets fremtid
22. MAJ 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste