Der mangler parkeringspladser ved campus
Der mangler parkeringspladser ved Campus Bornholm, siger formand Leif Olsen fra natur- og miljøudvalget. Foto: Berit Hvassum

8. MAR 2018 • 12:43 • AF HENRIK NIELSEN

Der mangler parkeringspladser ved campus

Det var en sandhed med modifikationer, da direktør Mads Kofod på et borgermøde for nylig sagde, at der var styr på antallet af parkeringspladser ved Campus Bornholm.

Campus regner således med at bruge 100 parkeringspladser ved Rønne Idrætshal, men der er kun 84 pladser, lyder meldingen fra regionskommunen. Derudover er der ikke indgået nogen lejeaftale om brug af pladserne.

Alligevel er det ikke uden grund, at campus regner med 100 pladser ved idrætshallen.

– Regnestykket kommer fra lokalplanen, men der er ikke 100 parkeringspladser der, og der er ingen aftale med campus. Det eneste, der er, det er, at man har sagt i lokalplanen, at campus skal have cirka 350 parkeringspladser, og 250 af dem skal være inden for campus' eget område, og så er der mulighed for, at 100 af dem kan ligge uden for området på Rønne Idrætshals parkeringsplads. Men der er ikke 100, siger centerchef Louise Lyng Bojesen fra Center for Natur, Miljø og Fritid.

Den udlægning bekræfter formand Leif Olsen (SF) fra natur- og miljøudvalget. Han tilføjer, at parkeringspladserne ikke er offentlige, men ejes af Bornholms Idrætsområder.

– Man kunne have forventet, at efter lokalplanen blev vedtaget, så havde Bornholms Idrætsområder og campus lavet en aftale, altså en reel lejeaftale. Det har de tilsyneladende ikke, og det er uhensigtsmæssigt. Men sådan er det, siger Leif Olsen.

– Det er ikke sådan, at vi har en aftale, der er underskrevet, eller at campus betaler leje. Sådan noget ligger der ikke, bekræfter Louise Lyng Bojesen.

Voldsomt pres
Det faktiske antal parkeringspladser er ikke den eneste grund til, at kabalen ikke går op. Siden lokalplanen for området omkring Campus Bornholm blev vedtaget i 2009 har Åvangsskolen forandret sig. Virkeligheden ser ud på en anden måde i dag, som Louise Lyng Bojesen udtrykker det.

– Pointen er, at Åvangsskolen er blevet meget større, og den vil helst have, at børnene bliver sat af oppe på parkeringspladsen og går ad Jernbanestien ned til skolen, siger Leif Olsen.

Egentlig havde regionskommunen lagt op til, at der skulle være afsætningspladser til Åvangsskolen på Merkurvej. Men det ønsker skolen ikke, så det bliver der ikke, fastslår Leif Olsen.

I stedet vil man konvertere de pladser og lægge dem ind i campus' parkeringsplads. Så får campus lidt flere parkeringspladser. Det løser ikke problemet, men de får lidt flere, forklarer Leif Olsen.

– Udfordringen oppe ved hallen bliver så, at der kommer et voldsomt parkeringspres, samtidig med at der skal sættes små børn af til skolen. Det betyder så, at der skal gøres noget, så det bliver sikkert. Vi skal ikke have 21-årige Brian fra 3.g til at komme i en gammel Toyota, mens lille Louise går over vejen. Der skal gøres noget, og det giver mildest talt ikke flere parkeringspladser, lyder det fra formanden for natur- og miljøudvalget.

Kun simuleringer
Da der ikke er 100 parkeringspladser ved idrætshallen, da Åvangsskolen også gerne vil bruge pladsen som afsætningsplads, og da Bornholms Idrætsområder også har brug for nogle pladser, vil Louise Lyng Bojesen ikke sige et faktisk antal, som Campus Bornholm kan komme til at anvende. Hun vil heller ikke sige, hvor mange pladser der i givet fald skal findes andre steder, og hvordan man gør det. Det skal parterne have kigget nærmere på i de kommende uger og måneder.

– Samtidig skal man huske, at skolerne kan bruge pladsen, fordi idrætshallen ikke lige bruger den i hverdagstimerne, men idrætsområderne skal selvfølgelig også have deres behov tilgodeset, siger hun.

– Det er sådan set, hvad der ligger i det her og nu. Men der mangler parkeringspladser. Hvis der dukker det antal op, man forventer, så mangler der et antal parkeringspladser. Det kommer man ikke udenom. Vi er ved at se på løsninger, og på hvor stort behovet er. Hvad vi har indtil nu, er simuleringer, og jeg er sikker på at det selskab, der har lavet dem, er meget dygtigt, men det er ikke altid, at simuleringer matcher virkeligheden, siger Leif Olsen.

Mest læste