Arkivfoto
13. FEB 2018 • 08:48 • AF REDAKTIONEN
Livsfarligt hærværk mod 25-årig kvindes bil
En 25-årig kvinde har til Bornholms Politi anmeldt, at samtlige hjulbolte på hendes bils fire hjul var blevet løsnet, mens bilen stod parkeret på Lindevej i Klemensker.
Hærværket, der ifølge politiet forvolder fare for liv og førlighed, er sket søndag mellem klokken 15 og 17. Bilen er en metalgrøn VW Golf.
Politiet oplyser desuden, at også en 28-årig mand har anmeldt hærværk mod sin bil. Hans sølvfarvede Chrysler Grand Voyager har fået knust bagruden, mens højre side er påført en ridse. Det er sket på Kommandanthøjen i Rønne mellem lørdag aften og søndag formiddag.