Lurer på russerne: Forsvaret sender overvågningsfly og fregat til Østersøen

13. SEP 2017 • 07:04 • AF RITZAU

Lurer på russerne: Forsvaret sender overvågningsfly og fregat til Østersøen

Når Rusland torsdag skyder gang i en kæmpe militærøvelse, giver det også dønninger i det danske forsvar.

Forsvaret sender i den uge, hvor øvelsen foregår, ekstraordinært et af sine challengerfly til Rønne, ligesom fregatten Iver Huidtfeldt i perioden får til opgave at patruljere i farvandet øst for Bornholm.

– Vi følger jo altid med, når der er aktivitet i vores umiddelbare nærområde, og når russerne nu indleder en øvelse af den her størrelse, så er det klart, at vi gerne vil overvåge den, siger Søren Andersen, der er oberst i Forsvarets operationsstab.

Russernes øvelse Zapad 17, som betyder Vesten 17, sker i samarbejde med Hviderusland, og en stor del af aktiviteten finder sted her i "Europas sidste diktatur".

Der vil dog også indgå fly og skibe fra den russiske provins Kaliningrad, der ligger i det sydøstlige hjørne af Østersøen, og som derfor må forventes at operere i periferien af dansk territorium.

Trods nærheden til Danmark er der ifølge oberst Søren Andersen ingen tegn på, at øvelsens scenarier har dansk territorium som mål.

– Det er ikke Danmark, der er i centrum for den her øvelse, som vi forstår det. Men vi er alligevel til stede på samme måde, som jeg formoder, at russerne er det ved den Nato-øvelse i Østersøen, der finder sted samtidig, siger han.

Nato-øvelsen "Northern Coast" spænder af fra 18. - 22. september, og her deltager Danmark også.

Selv om den russiske Zapad-øvelse ventes at omfatte i alt op mod 100.000 soldater, er der ikke for alvor grund til at frygte russerne, vurderer Jørgen Staun, lektor på Forsvarsakademiet og ruslandsekspert.

– De kan godt udfordre os, og hvis det kom til uroligheder, ville de være langt stærkere end de nuværende Nato-styrker i det baltiske område.

– Men man skal lige tage det med et gran salt, for russerne har slet ikke styrken til at besætte og holde et Nato-land, siger han.

SENESTE NYHEDER

18. NOV 2017 • 09:14 FOR ABONNENTER
Eckersberg om Christiansø: Mærkværdig og malerisk
18. NOV 2017 • 07:38
204.000 kr. til museet
17. NOV 2017 • 17:55 FOR ABONNENTER
Niels Christian har åbnet Bornholms mindste bageri

MEST LÆSTE BORNHOLM

16. NOV 2017 • 17:42
Ny børnehave åbner til april

Mest læste