Politiet: Intet lig i ubåd, Madsen har ændret forklaring
Ubåden Nautilus hæves lørdag eftermiddag. Foto: Scanpix

13. AUG 2017 • 12:12 • AF JAKOB MARSCHNER

Politiet: Intet lig i ubåd, Madsen har ændret forklaring

Der er ingen personer i opfinder Peter Madsens nu hævede ubåd UC3 Nautilus. Hverken levende eller døde. Den svenske journalist Kim Wall, der stævnede ud på ubåden sammen med Madsen torsdag aften, regnes dermed stadig fortsat som forsvundet.

Det fortalte vicepolitiinspektør Jens Møller søndag på et pressemøde på Politigården i København. Han sagde desuden, at politiet regner med, at opfinder og raketbygger Peter Madsen fredag ved 11-tiden bevidst selv sænkede ubåden, som han har brugt i sine raketforsøg ud for Nexø.

- Det virker som om det er en bevidst handling, at ubåden er sunket, sagde Jens Møller.

Peter Madsen har ændret forklaring


Politichefen fortalte desuden, at Peter Madsen har ændret forklaring om, hvad der torsdag aften skete med den forsvundne svenske journalist.

- Sigtede har til os givet forskellige forklaringer, sagde Jens Møller under pressemødet.

- Vi valgte i den første pressemeddelelse at sige, at han havde forklaret, at han havde sat hende af klokken 22.30 på Refshaleøen, og i og med at jeg så siger, at der er givet forskellige forklaringer, så er det rigtigt, at så har vi siden fået en anden forklaring, sagde han.

Politiet kom ikke nærmere ind på, hvad den nye forklaring går ud på.

Ubåden undersøges, resultater klar om nogle dage

Politiets teknikere har søndag været ombord i den nu tømte ubåd, der fortsat bliver undersøgt.

- Vi er i gang med at gennemgå, hvad der kan findes af tekniske spor, for eksempel kommunikation fra ubåden. Og vi er selvfølgelig også i gang med at lede efter effekter i vandet, fortalte Jens Møller ved pressemødet.

- Der vil gå nogle dage, før vi har resultatet af undersøgelserne fra ubåden, fortsatte Jens Møller, der også fortalte, at politiet er meget opmærksom på, hvad saltvandet kan gøre ved beviserne.

Kim Wall eftersøges til vands, på land og fra luften

Selvom Peter Madsen ved et grundlovsforhør lørdag eftermiddag blev varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab, og selvom politiet også opretholder sigtelsen for drab, håber politiet fortsat at finde Kim Wall i live.

- Vi har ikke lukket nogle muligheder, og vi håber selvfølgelig stadig, at vi kan finde Kim Wall i levende live, men samtidig er vi også forberedte på, at det meget vel kan være, at det ikke er tilfældet, fortalter drabschefen.

Dermed fortsætter politiet nu eftersøgningen, der lige i øjeblikket går i to retninger

- Vi fortsætter eftersøgningen af Kim Wall, både som savnet og bortgået person, som eventuelt kan være blevet sat i land og være i live et sted, sagde Jens Møller og fortsatte:

- Vi er i gang med at sætte en undersøgelse i gang i Køge Bugt, hvor vi håber, at vi kan finde en død person.

- Vi gennemfører desuden en observation fra luften. Derudover opfordrer vi lystsejlere til at sejle forbi effekter, der ligger i vandet. Tænk ikke, at det kan være skrald, sejl lige forbi, sagde Jens Møller.

Også på landjorden leder politiet efter Kim Wall.

- Vi har desuden gennemført en eftersøgning på land, hvor vi har haft hunde, og vi har samlet massive mængder video ind på baggrund af forklaringer, sagde Jens Møller.

Drabschefen afviste endelig, at politiet har andre mistænkte end Peter Madsen.

SENESTE NYHEDER

18. AUG 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM


13. AUG 2017 • 13:06

Store Oprydningdag

Efter Store Legedag fredag og lørdag, blev det søndag store oprydningsdag i

13. AUG 2017 • 09:55

1.100 cyklister på vej øen rundt

Så er starten gået på årets Bornholms Rundt på cykel.

12. AUG 2017 • 16:34

Legedag på niveau med sidste år

Det overskyede vejr og et par regnbyger kunne ikke holde gæsterne væk fra S

12. AUG 2017 • 11:23

Vinden driller kajakroere

Bornholm Rundt i havkajak fik en strålende start med to gode dage med ...

12. AUG 2017 • 08:08

Flere end 1.000 cykler Bornholm Rundt

Tilmeldingen til søndagens Bornholm Rundt på cykel har rundet de magis...

Mest læste