Bornholms Brand: Vi tjener for meget - derfor sætter vi prisen ned

17. MAR 2017 • 06:18 • AF ANDERS LILJEROTH

Bornholms Brand: Vi tjener for meget - derfor sætter vi prisen ned

2017 bliver for Bornholms Brand endnu et år, hvor priserne på forsikringspræmierne falder. Det slog direktør Poul Friis Hansen fast torsdag, på baggrund af den netop offentliggjorte årsrapport.

Grundlaget for præmienedsættelserne er, at Bornholms Brand simpelt hen har tjent for mange penge sidste år. Og faktisk har Bornholms Brandforsikring igennem de seneste fem år sat præmierne ned for omkring 14 millioner kroner. Og i år, er der sat fire millioner kroner af til netop nedsættelser.

– Ja, vi sætter præmierne ned med fire millioner kroner i år, men det er ikke alle slags forsikringer, der falder i pris. Nogle er dog sat ned a flere omgange. Vi ser løbende på, hvor vi tjener flest penge, og så sætter vi priserne ned de steder, forklarer direktøren.

Nedsættelserne vil sandsynligvis kunne mærkes på bundlinjen, når dette års resultat skal fremlægges, men det er ikke noget, der bekymrer.

– Vi har ikke behov for at tjene så meget, som vi gør nu. Overskuddet er mere et resultat af, at vejret har været helt vildt venligt stemt mod os. Og vi har faktisk ingen målsætning om, at vi skal tjene så mange penge, som vi har gjort, forklarer Poul Friis Hansen.

Nedsættelserne i præmierne kommer efter, at selskabet flere år i træk har tjent gode penge. Og selv om det til dels beror på et godt vejr, og dermed færre skader, er det direktørens holdning, at præmierne skal sættes ned lige så snart, der er mulighed for det.

Bornholms Brandforsikring kom ud af 2016 med et overskud på 40,2 millioner kroner før skat og 31,4 millioner kroner efter skat, hvilket er det højeste overskud nogensinde. Sidste år var resultatet efter skat på 30,4 millioner.


SENESTE NYHEDER

25. MAJ 2017 • 07:40
Folkemødet sætter ny rekord

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. MAJ 2017 • 13:13
Nu er Industrivej 11 til salg
25. MAJ 2017 • 07:40
Folkemødet sætter ny rekord

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven