14. MAR 2016 • 15:00SYNSPUNKT • AF PER B. FROSTHOLM SORGENFRIVEJ 3 NYKER

Tak til Mr. BornPass

Så trådte mr. BornPass, Bjørn Anchèr Carlsen, desværre tilbage som passagerforeningens formand. Jeg havde personligt gerne set Bjørn på posten mange år endnu, men helbredet bestemmer ingen over – desværre!

Jeg har lærte personligt Bjørn at kende under vor færgekamp sidste vinter, og jeg må sige, at det er få mennesker, jeg har så stor menneskelig og faglig respekt for som for Bjørn. Jeg har gennem det seneste år haft mange og lange givende samtaler med Bjørn, hvor vi har snakket færger, trafikal ligestilling og andre for Bornholm vigtige trafikale ting.

Vi var sammen til møde i Svaneke hos Nimmer – Bornholms ” iltre dame” (kærligt ment), hvor vi mødtes med daværende transportminister Magnus Heunicke og hans stab af embedsfolk. Det var et møde i god ånd, men også en smule rystende at opleve, at den politiske indsigt i detaljen var ringe.

Bjørn bad mig ledsage ham til et samråd med transportministeren i Landstingsalen på Christiansborg i februar 2015. Vi rejste sammen med andre gode bornholmere over til Christiansborg senere samme måned for at aflevere de knap 27.000 underskrifter i transportministeriet for bevarelsen af vor reservefærge Povl Anker. Under denne tur havde Bjørn og jeg møder med folketingspolitikere, hvor vi fremlagde Bornholms trafikale udfordringer.

Bjørn så mig da gerne mere fast tilknyttet BornPass, men efter moden overvejelse valgte jeg i stedet at takke ja til en opfordring fra Liberal Alliance, hvor jeg fik mulighed for at kæmpe trafikalt for Bornholm ad den politiske vej, og hvor fuld trafikal ligestilling nu er blevet en officiel politisk mærkesag for Liberal Alliance lokalt, en mærkesag som bakkes op af partiet landspolitisk.

I det hele taget har vort samarbejde været intensivt, og vi snakker stadig sammen om Bornholms trafikale udfordringer, for Bjørns holdninger er mildt sagt værd at lytte til – min respekt for hans indsigt er stor. Det glæder mig, at respekten er udtrykt gensidig - men det forpligtiger sandelig også.

Jeg håber for Bornholm, at den nye formand Ann Hartl og den nye bestyrelse kan udfylde Bjørns ”store sko”, for det er virkelig store sko, der skal udfyldes, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke med arbejdet.

Slutteligt vil jeg gerne takke Bjørn for det kæmpe arbejde han gennem årene uegennyttigt og trods de lokale politiske og embedsmæssige benspænd han har været udsat for. Ikke alle desværre tænker som Bjørn uegennyttigt på Bornholm.

Mit venskab med Bjørn vil bestå, jeg vil stadig benytte mig af hans viden og indsigt for selv at blive endnu mere vidende på Bornholms vegne.
Tak Bjørn – som jeg har sagt før, er du min ”stille eminence” og trafikale mentor.



Mest læste