Foto: Bornholms TeaterMystik om bornholmsk scenetæppe

Mystik om bornholmsk scenetæppe

Males på ny på det Kongelige Teaters scenografiske værksted

Af: Helene Høm

I januar sendte teaterleder Jens Svane Boutrup scenetæppet fra Rønne Theater over vandet. Det syv meter lange fortæppe er så slidt, at det skal males på ny i Det Kgl. Teaters værksteder i København, men tæppet viste sig at være fuld af gåder.


En aften i februar ringer Jens Svane Boutrup til undertegnede.
Ikke for at tale med en journalist, men fordi scenetæppet i 1960erne blev malet af mine bedsteforældre, maleren Paul Høm og keramikeren Lisbeth Munch-Petersen, i samarbejde med maleren Paul Stoltze.
Midt på tæppet er en figur af et dansende par, og det scenografiske værksted i København vil gerne se originalen. Om jeg ved, hvad det er for en figur? Hvem de to, der danser, er? Eller ved jeg, hvem der kunne vide det?
- Jeg var slet ikke var født, da mine bedsteforældre lavede scenetæppet, svarer jeg.
Men det lykkes mig at opstøve en artikel fra dagbladet Bornholmeren i 1989 om scenetæppet.


I 1960erne genskabte de tre bornholmske kunstnere Paul Høm, Paul Stoltze og Lisbeth Munch-Petersen et originalt scenetæppe fra Rønne Theater, der var lavet i 1850'erne af en teatermaler Bornemann fra København.
Hans scenetæppe er landets ældste, også ældre end Det Kgl. Teaters, men både tæppet og maleren skaber mystik.
– I de gamle regnskabsbøger fra Casinoteatret i 1860erne kan jeg se, siger teaterchef Jens Svane Boutrup, der har indledt et større detektivarbejde, at en C. Bornemann gerne ville lave kulisser, men han fik løn for flere forestillinger? Vi aner ikke, hvem han var.


Før den mystiske Bornemann kunne bornholmerne i øvrigt betragte et hvidkalket lærred før forestillingen. Det ændrede han på, ligesom han malede teatrets sæt af kulisser, der ligeledes er ved at blive genskabt på Det Kgl. Teater. De tre bornholmske kunstnere tilførte flere originale detaljer, da de senere kopierede hans scenetæppe, som på det tidspunkt lå i Århus som en temmelig ramponeret las. Lisbeth Munch-Petersen siger i artiklen fra 1989:
– Vi tog til Den Gamle By og tegnede hele tæppet af på plastic. Imidlertid var det så fyldt med lapper og udviskede partier, at vi simpelthen opgav at lave en kopi. I stedet fyldte vi hullerne ud, som vi synes, så det må nok snarere kaldes en bunden gendigtning.


Ude på Refshaleøen i København ligger de bornholmske kunstneres scenetæppe nu rullet ud på gulvet i Det Kgl. Teaters scenografiske værksted, der er mægtigt som en hangar. De tidligere industribygninger fra B&W ligger som væltede megaklodser i et glemt stykke industrihistorie, og herinde buldrede arbejdere i årevis med stål, maskiner og sorte næver. Nu er her kridhvidt, hallerne strækker sig som lunt opvarmede banegårde, lyden af en radio fylder sagte lokalet.


Teatermalerne går rundt med oversprøjtede gummisko som lydløse tjenere på kulisser i metervis. I alt arbejder ni teatermalere på det bornholmske scenetæppe.
De udfører gammeldags håndværk, sandsynligvis det samme som Bornemann i 1850erne.
– Den udviskede forgrund fandt vi på at dekorere med bornholmske blomster, fortæller Lisbeth Munch-Petersen i artiklen.


Teatermaler Camilla Vilslev peger ned på tæppet.
– Der er detaljer, som er så smukt udført, at vi næsten ikke tør gå i gang. Se den her vilde rosenbusk!
Hun rører i limfarverne, der står i varme vandbade for at holde sig flydende, og drysser farvepigmenter i, til hun rammer de bornholmske kunstneres farveblandinger.
På Det Kgl. Teaters scenografiske værksteder har teatermalerne kopieret tæppet ved at lægge et to kvadratmeter net over og tegne af, bid for bid eller måle perspektiverne op ved gammeldags matematik. Her findes ingen digital teknik, ingen computertegninger eller videoprojektioner. Der arbejdes med hånden.
– Det vildeste er vist, at vi lige har fået en Ipad, griner Mia Walther.


En anden ting har undret Jens Svane Boutrup. Perspektiverne på scenetæppet ser mærkelige ud, og skal det nye tæppe se lige så mærkeligt ud?
Han antager, at det forestiller Akropolis ved Athen, men nogle søjler er for korte, og foran ligger nogle sten helt urealistisk stablet. Kan det være rigtigt, at ingen af de tre bornholmske kunstnere kunne male i perspektiv?
I artiklen kan man læse, at kunstnerne allerede dengang opdagede, at motivet var fra Delfi og ikke fra Athen. Teatermaler Mia Walther viser mig et foto fra Delfi, tre søjler ved et kæmpe amfiteater.
– Scenen er så stor, at man med tre søjler ikke kan fornemme, at den er rund, siger hun.
– I virkeligheden har kunstnerne malet det helt korrekt, for det ser præcis lige så mærkeligt ud i virkeligheden.
Men det vil teatermalerne på Det kgl. Teater alligevel gøre noget ved.
– Vi kan jo det der gammeldags trylleri med farve og skyggelægninger, smiler Camilla Vilslev.


– Den oprindelige udførelse var ikke bedre, fortæller Lisbeth Munch-Petersen videre, end at vi tillod os at erstatte en oprindelig noget uheldig springvandsfigur med en dansende satyr og en mænade. Et etruskisk motiv kendt fra terracotta figurer.
Det gav Jens Svane Boutrup en forklaring på figuren.
– Men jeg ville gerne se den fra flere vinkler, måske kunne vi male den anderledes. Kunstnerne har sikkert villet noget med, at parret danser, men fra den her vinkel ser det jo ud, som om de tager knæbøjninger?


Teaterchefen finder frem til figuren på et museum i Italien, men museet vil have en klækkelig sum for at sende et par fotos, så han kontakter i stedet Det Danske Institut i Rom. Han får aldrig svar. I stedet finder han et foto på Google og beder teatermalerne gøre dansen mere tydelig.
– Men hvad er det for en historie, der gemmer sig, hvorfor har de valgt de ting? Det bliver vi nok aldrig klogere på, sukker han, men antager, at oraklet i Delfi selvfølgelig må have en betydning.


Samtidig er det originale scenetæppe, landets ældste, tilsyneladende forsvundet.
– De står lige nu på hovedet i Den Gamle By i Århus for at finde det, siger Jens Svane Boutrup, der nægter at give op.
Han har fundet frem til, at tæppet må være blevet reddet af tidligere museumsinspektør ved Provinsteatermuseet i Den Gamle By i Århus, Henrik Nyrop-Christensen.
1970erne kom nye vilde kræfter til Rønne Theater, fortæller han.
– De smed alle de gamle kulisser ud. Nu skulle der spilles noget med sort rullekrave og Sartre. Det var faktisk Bornholmsk Amatørscene, der fiskede de gamle kulisser op fra skraldespanden.


Måske løb museumsinspektøren ved den lejlighed ud og reddede det gamle fortæppe.
I 1973 skrev Nyrop-Christensen i hvert fald en bog om de danske provinsteatre, også Rønne Theater.
– I den forbindelse ruller han tæppet ud på gaden og tager et billede, siger Jens Svane Butrup.
Han forklarer, at Henrik Nyrop-Christensen i hvert fald fik tæppet til Århus, hvor det ved sjældne lejligheder kom i funktion på det gamle Helsingør Teater, som var genopført i Den Gamle By.
– Normalt findes der et arkiv om den slags ting, forklarer Jens Svane om det forsvundne tæppe.
– Men Nyrop-Christensen forærede museets arkiv til en medarbejder, der skulle søge hans stilling som museumsinspektør efter ham. Medarbejderen fik aldrig jobbet og ragede så uklar med ledelsen, at arkivet forsvandt med ham.


Men teaterchefen giver ikke op.
– Jeg har altså stadig et spinkelt håb om, at tæppet ligger på et lager et eller andet sted. Et syv meter langt scenetæppe kan vel ikke bare sådan forsvinde?




Den værste uge nogensinde

PETER LOFT: Den værste uge nogensinde

TVUNGET UD AF SKYGGEN - ARTIKEL FRA MAGASINET DIN Ø / OKTOBER 2018

Fra tidernes morgen

Fra tidernes morgen

Eva Brandt med flere kan opleves på Grønbechs Gård frem til 12. august

Vis flere