14 unge skal i dag konfirmeres på humanistisk vis
Arkivfoto

11. MAJ 2019 • 05:56 • AF JAKOB NØRMARK

14 unge skal i dag konfirmeres på humanistisk vis

14 unge skal i dag konfirmeres på humanistisk vis i Rønne Theater.

– Det er en ikke-religiøs konfirmation - med et humanistisk aftryk, siger Peter Loman fra arrangøren Humanistisk Samfund.

– Vi havde planlagt at være i Domen, men den blev for lille, siger Peter Loman, der forventer cirka 180 gæster.

Tre bornholmske unge har valgt den humanistiske konfirmationsform. De øvrige 11 konfirmander bor i Jylland, på Sjælland eller Fyn og tager til Bornholm, fordi der ikke var ledige pladser i deres lokalområder.

Det er første gang, at Humanistisk Samfund afholder konfirmationer på Bornholm. Ceremonien på teatret kommer til at vare i underkanten af halvanden time. Lone Ree Milkær, forperson for Humanistisk Samfund i Danmark, vil være ceremonimester på dagen.

Forud for konfirmationen har de 14 kommende ikke-troende konfirmander tilbragt to weekender på feriekolonien Egilsholm i Vestre Sømark. Under forberedelsen har de arbejdet med temaer som kritisk tænkning, menneskerettigheder, livssyn og humanisme, etik, seksualitet, samt identitet og tolerance.