Sømandsskat bliver udvidet efter pres fra 10 borgmestre
Foto: Berit Hvassum

14. NOV 2017 • 08:33 • AF TOMMY KAAS

Sømandsskat bliver udvidet efter pres fra 10 borgmestre

10 borgmestre fra kommuner med meget søfart har to gange skrevet brev til regeringen om vigtigheden af en udvidelse af sømandsskatten.

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) har været medunderskriver på brevene, hvor man blandt andet har opfordret til, at sømandsskatten kommer til at rumme hele offshoresektoren, da rigtig mange søfolk med bopæl i de 10 kommuner er afhængige af, at rederierne er konkurrencedygtige.

Søndag kom der så et udspil, hvor der er bred landspolitisk opbakning til at udvide sømandsskatten, og dermed får de 10 borgmestre deres ønske opfyldt. Det oplyser rederiforeningen Danske Rederier.

Nu går arbejdet i gang med den konkrete lovgivning, og det er et arbejde, som Danske Rederier ser frem til, lyder det.

Målet har hele tiden været at sikre beskæftigelse for danske søfolk på danske skibe gennem en udvidelse af sømandskatten.

Her er man kommet et solidt skridt frem, siger Jakob Ullegård, der er direktør i Danske Rederier.

– Lige siden vores formand sammen med Dansk Metals formand rettede henvendelse til daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i januar 2014, har det her været en prioritet for os, siger han.

– Det handler ret beset om at favne fremtidens skibsfart, så vi også fremadrettet kan sikre aktivitet og job i hele Danmark. Derfor har opbakningen fra de 10 borgmestre også været afgørende, da den er et synligt bevis for, at det her betyder noget bredt i landet, siger Jakob Ullegård.

Ud over Bornholm har borgmestrene i kommunerne Esbjerg, Frederikshavn, Svendborg, Ærø, Hjørring, Lemvig, Fanø, Langeland og Samsø skrevet under på brevene.