Seks Tour de France-hold klar til Danmark Rundt
Foto: Scanpix

15. MAJ 2017 • 08:03SPORT • AF TOMMY KAAS

Seks Tour de France-hold klar til Danmark Rundt

Hvis det skulle lykkes BHS-Almeborg at lave hattrick og for tredje år i træk blive udtaget til cykelløbet PostNord Danmark Rundt, venter der særdeles kompetent modstand på de danske landeveje.

Cykelløbet, som kalder sig selv Danmarks største sportsbegivenhed, præsenterer nemlig mandag hele seks Tour de France-hold, som er med på startstregen på Frederiksberg, når den 27. udgave af løbet køres fra den 12. til den 16. september.

Holdene, som er tre WorldTour- og tre Pro Continental-hold, er:

Trek Segafredo, Team Sunweb, Astana Pro Team, Direct Energie, Cofidis Solutions Credits og Wanty – Group Gobert.

– Der er stadig fire måneder til starten på Frederiksberg, men allerede nu har vi seks Tour de France-mandskaber på startlisten. Det er nogle meget stærke mandskaber, og nogle hold vi ikke har præsenteret i mange år, siger løbsdirektør Jesper Worre i en pressemeddelelse.

– Vi arbejder stadig på at lukke et par aftaler mere, og vi er ret optimistiske i forhold til at få et par WorldTour-hold mere med.

PostNord Danmark Rundt har tradition for også at invitere minimum tre danske hold med til etapeløbet. Sidste år var fire hold med, da BHS-Almeborg deltog for anden gang.

Ruten er i år vendt om og ser således ud:

12. september 1. etape: Frederiksberg - Kalundborg 175 km
13. september 2. etape: Svendborg - Odense 185 km
14. september 3. etape: Otterup - Vejle 180 km
15. september 4. etape: Enkeltstart Randers 20,5 km
16. september 5. etape: Ebeltoft - Aarhus 200 km