Nye turbokokke bag historiske resultater

Nye turbokokke bag historiske resultater
De nye turbokokke er fra venstre: Nicholas Arnold, Emil Klejst Rasmussen, Helle Preuss Justesen (bronze), Heidie Marie Kofoed (bronze), Heidi Nanna Heiss (bronze), Koraljka Sabadin (sølv), Anne Krüger Snebang (sølv), Karol Mikolaj Karpiak (bronze), Marianne Ager (bronze) og underviser Jonas Thunberg. Foto: Campus Bornholm
NOTITS | 23. APR 2024 • 15:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
23. APR 2024 • 15:00

Syv ud af ni nye kokke på Campus Bornholms turbogasforløb modtog medaljer.

– Der er dage, hvor man er ekstra stolt, når man går på arbejde. Fredag den 19. april var én af dem.

Det erklærer Mattias Landberg-Krarup, uddannelsesleder på Campus Bornholm, om årets turbogas-kokkehold, som denne dag sluttede uddannelsen med et historisk godt resultat.

Syv ud af ni afsluttede med at modtage en medalje for deres præstation. Fem af dem modtog bronze, to modtog sølv.

Det er aldrig sket før, at der er blevet leveret så flotte præstationer af et hold ved en svendeprøve for kokke på Bornholm, oplyser Campus Bornholm.

Turbogas er et specielt uddannelsesforløb for voksne over 25 år med minimum to års relevant erhvervserfaring. Uddannelsen giver mulighed for at få sit svendebrev som kok i løbet af 24 ugers intens undervisning.

Campus Bornholm har afviklet forløbet fire år i træk, og nu har flere end 40 kokke uddannet sig på denne måde.

Campus Bornholm lægger vægt på, at de fleste af kokkene har kunnet fastholde deres ansættelser under uddannelsen og dermed fået fuld løn. Det kan lade sig gøre ved hjælp af tilskudsordninger til virksomhederne, som dermed kun har få udgifter ved at sende medarbejdere på uddannelse.

Løfter kvaliteten

Turbogas har alle de samme krav som et ordinært forløb og har dermed været med til at løfte kvaliteten på øens restauranter, fremhæver skolen.

– I en tid hvor nogle mener, at kokkehåndværket er i frit fald, og andre mener, at det er i rivende forandring, lykkedes det for vores ni elever at bevise, at de mestrede det langt mere end det forventede. Under svendeprøven viste de to meget erfarne censorer fra den anden side af vandet, at de havde tilegnet mere end rigelig viden og forståelse for vores smukke, gamle og ædle håndværk, siger underviser på forløbet, Jonas Thunberg.

Forløbet starter igen i uge 43, og der er stadig mulighed for at komme med, oplyser Campus Bornholm.