NOTITS / KULTUR / 10. AUG • 12:00

Kulturugen klar til jubilæum

Kulturugen klar til jubilæum
I 2006 var Sebastian en del af Udenfor Sæsonen. Det er han igen i år. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Journalist

Dokumentarfilm, Udenfor Sæsonen og BM i drejning af ler er blandt op mod 150 unikke kulturarrangementer i september.

Årets udgave af Bornholms Kulturuge nærmer sig, og det bliver en særlig en af slagsen. Kulturugen kan nemlig fejre 25-årsjubilæum.

Sekretariatschef Mikkel Bach-Jensen fortæller, at jubilæet både byder på mindre ændringer og spændende tilføjelser. Derudover er der også gamle kendinge, der vender tilbage.

Et af de nye tiltag er et samarbejde med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, hvor både lokale og internationale film er på programmet. Blandt gengangerne er koncertrækken Udenfor Sæsonen og bornholmsmesterskaberne i drejning af ler.

I år er Udenfor Sæsonen flyttet til Kulturugens første weekend, og den første koncert finder sted i Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge 10. september. Årets hold består foruden Steffen Brandt af Sebastian, Josefine Weber og lokale navne som Lea Backhausen, Rebecca Noreen og Søren Høst. De seks solister akkompagneres af Fugato Brothers.

Disse og mange flere arrangementer kan man læse om i det program, Bornholms Kulturuge netop har offentliggjort sammen med Bornholm Craft Weeks og Litteraturens Folkemøde.

Det er anden gang, de tre kulturarrangementer præsenterer et fælles program, og i år indeholder det op mod 150 unikke arrangementer i perioden 4.–20. september. De har også lanceret et fælles armbånd, som giver adgang til alle arrangementer.

Mikkel Bach-Jensen opfordrer de kulturelt nysgerrige til at gå grundigt på opdagelse i programmet, da kulturel kvalitet ikke afhænger af arrangementets størrelse. Ifølge ham bør man lade sig overraske, da der er masser af store oplevelser at finde på små og måske lidt mere ukendte steder.

Et fælles armbånd giver adgang til op mod 150 unikke arrangementer under Bornholms Kulturuge, Bornholm Craft Weeks og Litteraturens Folkemøde i september. Eget foto
Et fælles armbånd giver adgang til op mod 150 unikke arrangementer under Bornholms Kulturuge, Bornholm Craft Weeks og Litteraturens Folkemøde i september. Eget foto







FÅ ABONNEMENT