Bridgespillere får ny turnering

NOTITS | 28. MAR 2024 • 20:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
28. MAR 2024 • 20:00

Nyker-Klemensker Bridgeklub har allerede fået cirka 40 tilmeldinger til den forårsturnering, som man arrangerer for første gang.

Det er en turnering over fire mandage i april-maj i Nyker Forsamlingshus, hvor spillere fra alle Bornholms bridgeklubber kan være med. Første gang bliver den 22. april.

Turneringen har tidligere været arrangeret af den nu nedlagte Østerlars-Østermarie Bridgeklub.

Nyker-Klemensker Bridgeklubs formand Jørn Blem er godt tilfreds med interessen for det nye initiativ.

– Men der er stadig plads til flere, siger han.

Der var i det hele taget flere ting at glæde sig over for medlemmerne, da den 73 år gamle klub holdt generalforsamling.

Man har været 52 spillere i sæsonen, hvor man har haft gode sponsorer, og den tidligere anspændte økonomi blev vendt til et overskud.

Finn Rasmussen blev nyvalgt til bestyrelsen som afløser for Hans Olaf Hansen. Jørn Blem og Kaj Munch blev genvalgt.

Efter generalforsamling og middag blev der spillet om rødvin og chokolade, og resultaterne blev:

A-rækken:

Gudrun og Jørgen Edvardsen 79 point.

Erik Mortensen - Birthe Holm 69 point.

B-rækken:

1 Lise Munch Jensen - Lis Olsen 77 point.

2 Freddy Svendsen - Anette Gearey 66 point.

C-rækken:

1 Hans Olaf Hansen - Lene Andersen 76 point.

2 Gert Hansen - Jørn Ole Møller 75 point.